Regning for at hjælpe brandvæsen

Hørsholm Menighedsråd er vred over en regning på 16.000 kroner fra Rudersdal Hørsholm Brandvæsen efter det voldsomme regnvejr for en måned siden. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Menighedsrådsmedlem Peer Szöcs var selv i gang ved pumpen i flere timer, fordi brandvæsnet meldte ud, at de ikke kunne komme.

- Menighedsrådet tager regningen som en joke. Vi kan ikke andet, siger Peer Szöcs, som selv er frivillig brandmand, men som ikke blev kaldt på vagt den nat.

I stedet gik han i gang med pumpearbejdet i den oversvømmede sognegård. Efter nogle timer dukkede Rudersdal Hørsholm Brandvæsen op og hjalp til med at pumpe.

- Da de kom var over halvdelen pumpet væk, siger Peer Szöcs.

Viceberedskabschef Leif B. Johansen bekræfter, at menighedsrådet har fået en regning for pumpearbejdet. Det er almindelig praksis, når det ikke drejer sig om brand eller personer, der skal reddes, forklarer Leif B. Johansen, der ikke forstår, hvorfor Peer Szöcs er vred over regningen.

- Jeg talte med ham tidligt på aftenen. Han er frivillig, og derfor fik han lov til at bruge vores materiel. Jeg ved ikke, hvor han har fået at vide, at vi ikke kunne komme, men det var en hektisk nat, siger Leif B. Johansen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik