Røde ører i Rudersdal? Skråsikker borgmesters kritik skudt ned

Sophie Hæstorp Andersen fastholder, at Rudersdal Kommune ikke ville betale for undervisning til sygt barn.

Rudersdals borgmester, Jens Ive (V), lagde ikke fingre imellem, da han tidligere i dag rettede skarp kritik af formanden for Region Hovedstaden, socialdemokraten Sophie Hæstorp Andersen.

Regionsrådsformanden havde forinden kritiseret tre kommuner – heriblandt Rudersdal – for ikke at ville betale for undervisning af psykisk syge børn, der er indlagt på Ungdomspsykiatrisk Center i Glostrup.

Når de unge enten var fyldt 17 eller havde afsluttet 9. klasse, ville de tre kommuner - som de eneste - ikke betale, lød det fra Sophie Hæstorp Andersen, som havde skrevet et åbent brev med sin kritik.

Jens Ive påstod dog hårdnakket, at Rudersdal Kommune havde betalt, og han fandt det dybt kritisabelt, at regionsrådsfomanden tillod sig at skose hans kommune, som ifølge Jens Ive "i den grad har orden i papirerne".  

Røde ører

Men nu ser det ud til, at Jens Ive må sluge sine egne ord.

Ifølge Sophie Hæstorp Andersen er der nemlig dokumentation for, at kommunen ikke har villet betale, og Jens Ives kradse kritik preller derfor af på hende.

- Jeg har her til eftermiddag fået at vide af Hospitalsskolen og mine embedsmænd, at Rudersdal Kommune har ringet op og sagt, at de havde betalt. Men vi ligger altså inde med dokumentation for, at de afviste at betale for denne her unge elev. Så derfor fik de heller ikke tilsendt yderligere regninger. Efter den dokumentation nu er blevet sendt til kommunen, fik de meget røde ører og har nu lovet at betale fremadrettet, så eleven igen kan gå i skole, siger Sophie Hæstorp Andersen torsdag aften til TV 2 Lorry.

Uforstående over for borgmesters vrede

Hun fortæller samtidig, at hun stiller sig uforstående over for Jens Ives skråsikre og vrede facon.

- Hvis det har været misforståelse, så er jeg da bare glad for, at det er løst, og eleven igen kan gå i skole. Men jeg undrer mig da over, at han bliver så vred over, at jeg rejser denne her sag, når det viser sig, at vi rent faktisk ligger inde med dokumentation for, at Rudersdal Kommune havde afvist at betale, siger Sophie Hæstorp Andersen.

Hun håber, at hendes åbne brev kan få de to andre kommuner - Høje Taastrup Kommune og Københavns Kommune – til at nå frem til samme konklusion: At det bare er en fejl i deres administration, at de er begyndt at sige nej til at betale for undervisning til deres unge.  

- Jeg mener, at alle børn og unge, der er på vores psykiatriske afdelinger ikke kun skal modtage behandling, men også følge deres skolegang, siger Sophie Hæstorp Andersen.

TV 2 Lorry har forsøgt at indhente en yderligere kommentar fra Rudersdal borgmester, Jens Ive. Men han ikke besvaret vores opkald.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik