Foto: Linda Kastrup / Scanpix

Regionernes formand vil forbyde rygning på alle sygehuse

Det skal være helt forbudt at ryge på hospitalernes matrikel, siger formand for Danske Regioner Bent Hansen.

Der har længe været rygeforbud indendørs på landets sygehuse, men det bør være helt forbudt at ryge også udenfor på sygehusets matrikel. 

Det mener sygehusejernes egen førstemand, Danske Regioners formand, Bent Hansen (S), skriver Ugebrevet Mandag Morgen.

- Hvis vi skal have en forbedret sundhedstilstand, skal det være mere besværligt at ryge, og det skal være dyrt, siger han til Ugebrevet Mandag Morgen.

Normalt er det som udgangspunkt ikke tilladt at ryge på landets sygehuse. Hverken inde eller ude.

Men mange sygehuse som Rigshospitalet og Herlev Hospital i Hovedstadsområdet tillader, at patienter og pårørende kan ryge i eksempelvis udendørs rygebokse.

Bent Hansen erkender, at han som regionsrådsformand for Region Midtjylland har et medansvar for, at reglerne er sådan.

Men han mener, at tiden nu er moden til at skrue bissen ekstra på. Og han understreger, at forslaget står for hans egen regning og ikke er vedtaget af bestyrelsen i Danske Regioner,  skriver Ugebrevet Mandag Morgen. 

Læs også Kæmpe krise på Nordsjællands Hospital: Læger har sagt op

Rygerne skal have hjælp til at stoppe

Hos Kræftens Bekæmpelse synes projektchef for tobaksforebyggelse, Niels Them Kjær, at det sender et positivt signal at forbyde al rygning både ude og inde på hospitalerne.

- En indlæggelse på et sygehus kan for mange være et vindue til at kvitte cigaretterne, siger han til Ritzau. 

Niels Them Kjær pointerer dog kraftigt, at forbudet ikke kan stå alene. Der er brug for rådgivning til de patienter, som ryger.

- Det er vigtigt, at det ikke bare bliver set som et forbud, siger han. 

Læs også Catrine har muskelsvind: Tegner superhelte med handicap