Region Hovedstaden mangler 195 millioner kr.

Borgere i København og Nordsjælland kommer til at vente længere end lovet i den ny kræftgaranti på at blive undersøgt og behandlet for kræft.

Sådan lyder det nu ifølge Politiken tirsdag fra Region
Hovedstaden, der mangler 195 millioner kroner for at leve op til
regeringens løfte om at undersøge og behandle alle
kræftpatienter uden ventetid fra udgangen af året.
»Konsekvensen er, at nogle patienter vil komme til at vente
længere end lovet«, siger koncerndirektør Svend Hartling fra
Region Hovedstaden til Politiken.
Hospitalerne har brug for 250 millioner kroner ekstra til
drift, fremgår det af et notat fra Region Hovedstaden. Pengene
skal især bruges til at betale læger og sygeplejersker mere i
løn i de perioder, hvor de må arbejde over for at undersøge og
behandle patienterne uden ventetid.
Problemet er ifølge regionen, at patienterne kommer i klumper.
Den ene dag bliver der for eksempel henvist to patienter til
kræftundersøgelse på en lungemedicinsk afdeling, hvor der så den
næste dag bliver henvist 20 patienter.
Kræftafdelingerne skal også altid have ledige senge og
operationsstuer, have flere pladser til patienter, der kræver
overvågning, ligesom ambulatorierne skal holde længere åbent,
skriver regionen. Men staten har kun givet Hovedstadsregionen 55
millioner ekstra til drift.
Efter sager om kræftpatienter, der ventede i uger og måneder
på at blive undersøgt og behandlet, slog statsminister Anders
Fogh Rasmussen (V) sidste år fast, at kræftpatienter skal have
»akut handling og klar besked«. Regeringen og regionerne - der
driver sygehusene - blev enige om en plan for at fjerne
ventetiden.
Direktør Arne Rolighed fra Kræftens Bekæmpelse anslog sidste
år, at ventetid kostede et liv hver dag.
»Det er desværre ikke den første melding, vi får om problemer
med at leve op til løfterne. Også på Århus Sygehus har de det
svært. Men vi skal huske på, at et enigt Folketing har
fastslået, at kræft er en livstruende sygdom og skal behandles
akut. Derfor har jeg en klar forventning om, at partierne bag
finansloven kommer til lommerne«, siger han til Politiken.
Det var mandag aften ikke muligt for Politiken at tale med
sundhedsminister Jacob Axel Nielsen (K), da han sad i møde. Men
hans pressemedarbejder sendte en skriftlig kommentar:
»Jeg har en soleklar aftale med Danske Regioner om udrulningen
af de nye kræftpakker og om økonomien bagved. Aftalen er bare to
måneder gammel, og det skulle undre mig meget, hvis vi pludselig
står i en helt anden situation nu«, lød den skriftlige
kommentar.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik