Region H vil have ambulancer uden udrykning i busbanen

Det kan rette op på skrantende responstider at lade ambulancer uden blå blink køre i busbanen i stedet for at sidde fast i trafikken, mener formand for Region Hovedstaden, Sophie Hæstorp Andersen (S).

Alt for ofte spilder ambulancer og sygetransporter fra Region Hovedstaden tiden i trafikpropper. 

Det mener Region Hovedstadens sundhedsudvalg, og derfor har de mandag sendt en skrivelse til Trafik- Bygge- og Boligstyrelsen, hvor de anmoder om tilladelse til, at ambulancer kan bruge banerne, der ellers kun er reserveret til busserne. 

Formand for Region Hovedstaden, Sophie Hæstorp Andersen (S), siger til TV 2 Lorry, at regionen har sendt anmodningen, efter at regeringen i deres klima- og luftudspil fra sidste år åbnede op for, at taxier kan få lov til at køre i busbanerne. 

- I stedet for alene at give taxa og andre grønne biler lov til at køre i busbanerne, vil det være meget relevant, at man også tilbyder ambulancer og sygetransporter at komme frem i trafikken, siger hun til TV 2 Lorry. 

Responstider går op

De senere år har Region Hovedstaden haft store problemer med de såkaldte responstider. I 2011 var responstiderne på akut-udrykningerne i Region Hovedstaden 10 minutter og 50 sekunder.

En opgørelse fra august sidste år viste, at ambulancerne i gennemsnit brugte 36 sekunder mere på de akutte udrykninger end året før. Der er nu kun omkring et halvt minut op til de 13 minutter, der er den øvre grænse for, hvor lang tid det må tage at nå frem til en akut-patient. 

Det skyldes ifølge Sophie Hæstorp Andersen, at der både bliver flere og flere mennesker i hovedstaden og mere og mere trængsel. 

- Vi kan se, at det påvirker vores muligheder for at nå ud til de syge borgere. Det er derfor, vi ønsker en stillingtagen til, om man kan bruge busbanerne, i stedet for at købe nye ambulancer, der sidder fast, siger Sophie Hæstorp Andersen.

Hun henviser til, at regionen har købt fire nye ambulancer for at få bragt responstiden ned. Hvis de i alt 54 ambulanceberedskaber og 25 liggende sygetransporter i Region Hovedstaden skal nå hurtigere ud ved at køre i busbanerne, vil det kræve godkendelse fra kommunerne. 

Vil ikke forsinke kollektiv trafik

Og i stedet for at spørge de 28 kommuner i Region Hovedstaden om lov, vil en bekendtgørelse eller cirkulære fra Trafik- Bygge- og Boligstyrelsen kunne gøre det muligt. Sophie Hæstorp Andersen er dog klar over, at der også skal tages et vis hensyn til den kollektive trafik.

- Det er klart, at vi skal passe på, at vi ikke forsinker den kollektive trafik, men hvis man er villig til at lade taxaer køre i busbaner, så mener vi, det er vigtigere, at man giver tilladelse til ambulancer og sygetransporter, siger hun. 

I februar foreslog Dansk Folkeparti i Københavns Borgerrepræsentation, at byens busbaner blev op for taxakørsel i en etårig forsøgsperiode. Forslaget blev dog stemt ned af et stort rødt flertal.

Indtil ambulancerne måske får lov til at køre i busbanerne, har du i videoen mulighed for at få genopfrisket, hvordan du skal køre, når der er udrykning i din vejbane. 

Uanset om det er politi, brandbiler eller ambulancer kan minutter og sekunder spille en afgørende rolle, når de rykker ud. Men mange af os ved alt for lidt om, hvad vi skal gøre, når vi møder blå blik og sirener.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik