Foto: Asger Ladefoged/Scanpix

Region H vil afsætte penge til barnløse

Det bliver måske snart nemmere for ufrivilligt barnløse at få fertilitetsbehandling. Region Hovedstaden vil give flere penge til området.

Ufrivilligt barnløse par, der drømmer om en familieforøgelse, kommer måske snart hurtigere i fertilitetsbehandling.

Regionsrådet i Region Hovedstaden skal tirsdag eftermiddag afgøre, om fertilitetsområdet skal have tilført 8 millioner kroner. Det skriver DR P4 København.

På Rigshospitalets Fertilitetsklinik er der lige nu mellem 13 og 15 måneders ventetid fra henvisning til første undersøgelse. Og ifølge klinikchef Søren Ziebe kan de lange ventetider påvirke chancerne for at blive gravid:

- De lange ventetider betyder, at folk ikke kan komme i behandling indenfor en anstændig tid. Og eftersom at alder er meget betydende for, hvornår man ender med at få børn, så betyder det en reduceret chance for at få børn, når man så endelig kommer i behandling, siger han til DR P4 København.

Læs også Barnløs: Victoria troede ikke, alderen ville blive et problem

Søren Ziebe mener derfor, at der er et stort behov for pengene.

- Jeg synes, det er fantastisk, hvis regionen vælger at hjælpe de her patienter, for den måde, som vi behandler fertilitetspatienter på i dag, den kan vi ikke være bekendt, siger Søren Ziebe til DR P4 København.

Han mener, at de otte millioner vil kunne gøre en forskel for patienterne.

- Det vil betyde, at patienterne vil blive behandlet bedre, og det vil betyde at chancen for, at man ender med at få børn vil stige, siger han til DR P4 København.

Pengene er ikke bevilget endnu, men forud for mødet er regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen optimisk.

- Der var fuld tilslutning til det på forretningsmødet, som lå før påsken, så min forventning er, at vi vedtager den her tilførsel på otte millioner kroner, siger Sophie Hæstorp Andersen til DR P4 København.

Lige nu står næsten 1300 patienter på venteliste til fertilitetsbehandling i Region Hovedstaden.