Region H fordeler 152 millioner til hospitalerne

To år med robust økonomi betyder, at der afsættes penge til områder på Region Hovedstadens hospitaler, der oplever pres som følge af patienttilgang.

Politikerne i budgetforligskredsen i Region Hovedstaden kan efter to år med robust økonomi fordele 152,1 millioner kroner til de områder på hospitalerne, som især trænger til at få tilført midler.

Pengene skal blandt andet tildeles børneafdelinger, brystkræftområdet, karkirurgien, øjenområdet og den elektroniske patientjournal.

Det oplyser Region Hovedstaden i en pressemeddelelse.

- Der er generelt pres på vores hospitaler, og vi har nogle gange svært ved at leve op til patienternes rettigheder; særligt på børneområdet, som har oplevet en stor tilgang af patienter, siger regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S).

- Jeg er derfor glad for, at vi har mulighed for at give børneafdelingerne et tiltrængt løft og hjælpe børnene.

16 millioner til børneafdelinger

Af den samlede sum skal 31,5 millioner bruges på kortere ventetider til udredning og behandling. Af dem går 16 millioner til de fire børneafdelinger i regionen.

55 millioner afsættes til indkøb af nye og moderne CT-scannere, da regionens nuværende samling har set bedre tider. CT-scannere anvendes i kræftudredningsforløb.

Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen glæder sig over at kunne overføre midler.
Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen glæder sig over at kunne overføre midler.
Foto: Nils Meilvang - Ritzau Scanpix

Derudover skal der også afprøves et nyt journalsystem, hvor regionens medarbejdere kan indtale informationer om patienterne direkte i den elektroniske patientjournal. Pilotforsøg i naboregionen Region Sjælland har vist, at systemet kan være med til at øge brugertilfredsheden. Derfor vælger budgetforligskredsen at afsætte 18 millioner til systemet.

- Vi vil give lægerne mulighed for at bruge mere tid på patienterne, og her kan talegenkendelse være en del af løsningen. For eksempel i psykiatrien, neurologien og mange andre steder kan det være en hjælp, at lægerne kan indtale direkte i stedet for at skulle taste det hele ind i journalen, siger Sophie Hæstorp Andersen.

- Men vi skal fra politisk side ikke bestemme, hvor det giver mest mening – derfor giver vi hospitalerne pengene, så de selv kan beslutte, hvor det faglig giver mest mening at afprøve talegenkendelse.

Herunder kan du se, hvordan regionen fordeler de 152,1 millioner kroner:

Sådan skal pengene fordeles

Oftalmologi/øjenområdet: 9,0 millioner kroner

 

Pædiatri/børneområdet: 16,0 millioner kroner

 

Karkirurgi: 5,0 millioner kroner

 

Brystkræft: 1,5 millioner kroner

 

CT-skannere: 55,0 millioner kroner

 

Bedre it-understøttelse af det billeddiagnostiske område: 40,0 millioner kroner

 

Sundhedsplatformen, talegenkendelse: 18,0 millioner kroner

 

Sundhedsplatformen, infusionspumper på intensivafdelinger: 7,6 millioner kroner

 

 

Kilde: Region Hovedstaden


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik