Region advarer om ventetid: Nu indføres Sundhedsplatformen

Personale på Region Sjællands sygehuse må gribe til kuglepen og papir, indtil Sundhedsplatformen går i luften i nat.

Natten til lørdag indfører Region Sjælland Sundhedsplatformen på regionens sygehuse og i psykiatrien.

Sundhedsplatformen er en ny elektronisk patientjournal. Systemet er allerede indført i Region Hovedstaden, hvor det har haft en del vanskeligheder. Region Sjælland advarer på forhånd patienterne om, at det kan betyde ekstra ventetid.

- Sundhedsplatformen erstatter mange systemer. Personalet skal lære det nye system at kende, og det tager tid.

- Som patient kan du derfor opleve ekstra ventetid. Derfor siger vi tak for din tålmodighed. Vi sørger for, at behandling af akut og alvorlig sygdom ikke bliver udsat, står der på Region Sjællands hjemmeside.

Fra klokken 18 fredag aften kan man ikke længere skrive i det gamle system. Herefter må personalet på regionens sygehuse klare papirarbejdet i hånden med blok og kuglepen. Klokken 3 i nat går Sundhedsplatformen i luften. 

Undersøgelse igang

Systemet er indført i Region Hovedstaden over flere omgange med start i maj 2016.

I Region Hovedstaden har flere læger offentligt luftet deres frustrationer over systemet, som er blevet kaldt fejlbehæftet og meget tidskrævende.

Samtidig har flere aviser dokumenteret alvorlige problemer som følge af systemet. Blandt andet har Region Hovedstaden i en periode mistet overblikket med kontrollen af kræftforløb.

På baggrund af problemerne undersøger Rigsrevisionen i øjeblikket Sundhedsplatformen i Region Hovedstaden. 

Flere fagpersoner advarer om, hvad konsekvenserne kan blive.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik