Regeringen tøver med at begrænse luftforurening

Luftforureningen på H.C. Andersens Boulevard er så kraftig, at det strider mod EU's regler. Men regeringen vil ikke love at tage affære, før til næste år.

Du kan ikke se dem, men de kan have en stor påvirkning på dit liv.

Hvert år dør flere end 2000 danskere af hjertesygdomme forårsaget af forurenende partikler i den luft, vi indånder. Det skriver Politiken.

Blandt synderne findes de skadelige NO2-partikler, der især udledes fra trafik, og på H.C. Andersens Boulevard i København har koncentrationen af de skadelige partikler i seks år været så høj, at det strider mod EU-lovgivning.

Rigtig ærgerligt

EU's tilladte grænseværdi for NO2 ligger nemlig på 40 mikrogram NO2 pr. kubikmeter, men ifølge de seneste målinger foretaget i 2016 er tallet for H.C. Andersens Boulevard på 47 mikrogram pr. kubikmeter.

Det vækker harme hos seniorkonsulent i Det Økologiske Råd, Kåre Press-Kristensen, som mener, det er på høje tid, der bliver taget hånd om problemet:

- Jeg synes, det er rigtig ærgerligt, vi har overskredet grænseværdien siden 2010. Nu snakker vi 2018, og man har stadig ikke gjort noget effektivt for at nedbringe luftforureningen.

Udtalelsen kommer på baggrund af et svar, Miljø og Fødevareminister Esben Lunde Larsen, Venstre, gav i et samråd om luftforurening torsdag.

Kritik fra venstrefløjen

Her forklarede han, at eventuelle initiativer fra regeringen til at nedbringe luftforureningen ikke kommer lige nu, men senest ser dagens lys 1. april 2019, når regeringen præsenterer et nationalt renluftsprogram.

Den udmelding blev kritiseret af flere folketingspolitikere til venstre for midten, der mener, det er for uambitiøs en måde at forholde sig til problemstillingen på.

Blandt andre formand for SF, Pia Olsen Dyhr, der til Politiken siger:

- Jeg synes ikke, ministeren virker ambitiøs nok i forhold til det her problem, og det bekymrer mig faktisk en hel del.

 

Afventer analyse

I et skriftligt svar til TV 2 Lorry skriver miljøministeren: 

- Regeringen er klar til at se på, om der kan laves en hensigtsmæssig opdatering af miljøzonereglerne. Derfor iværksætter vi samfunds- og erhvervsøkonomiske beregninger for at vurdere, om det lader sig gøre. Det synes vi, er mere ansvarligt end at kaste sig hovedkulds ind i stramninger, som man reelt ikke kender konsekvenserne af.

Men det argument giver Kåre Press-Kristensen ikke meget for:

- Det er der allerede lavet for fem år siden. De beregninger har også været gennem Finansministeriet, og de viste, at det var sundt for samfundsøkonomien. Så måske skulle man bare finde de beregninger frem i stedet for at sylte problemstillingen yderligere ved at bede nogen lave de samme beregninger igen, siger han til TV 2 Lorry.

TV 2 Lorry har forsøgt at kontakte ministeren med henblik på at forelægge ham netop den påstand, men ministeren er på nuværende tidspunkt ikke til rådighed for yderligere kommentarer.

Opdateret 15.36..


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik