Regeringen lukker for klager over kæmpe museumsbyggeri

Klager risikerer at forsinke og fordyre byggeriet, mener transportministeren. Enhedslisten og professor kritiserer skarpt.

Når Folketinget mødes i morgen eftermiddag, er det blandt andet for at tredjebehandle og dermed stemme om L131, der baner vejen for anlægget af det nye Statens Naturhistoriske Museum.

Museet, der kommer til at ligge i den nordlige del af Botanisk Have i museumskvarteret tæt ved Nørreport Station i det centrale København, ventes at komme til at koste 950 millioner kroner og skal efter planen stå færdigt i 2022.

Men fordi Folketinget vedtager det som en såkaldt anlægslov – i lighed med eksempelvis motorveje – bliver der ingen mulighed for at klage over projektet.

quote Det er aparte, at det er offentlige myndigheder, der har problemer med at overholde loven. Det forekommer hverken hensigtsmæssigt eller indlysende, at staten ikke skal være underlagt samme regler som alle andre

Peter Pagh, professor i miljøret, Københavns Universitet

En halv million kroner - om dagen

Det skyldes – ifølge et svar fra transport- og bygningsminister Ole Birk Olesen (LA), som Politiken omtaler tirsdag – at regeringen frygter, at klager vil forsinke og fordyre byggeriet, der er et af de største af slagsen nogensinde herhjemme.

- Forsinkelser i et projekt som etableringen af Statens Naturhistoriske Museum kan i værste fald løbe op i medudgifter på 400.000 – 500.000 kr. om dagen, skriver ministeren.

Professor i miljøret ved Københavns Universitet, Peter Pagh, undrer sig over regeringens fremgangsmåde. Projektet adskiller sig ikke væsentligt fra andre store byggerier, hvor der ikke vedtages en anlægslov.

- Det er aparte, at det er offentlige myndigheder, der har problemer med at overholde loven. Det forekommer hverken hensigtsmæssigt eller indlysende, at staten ikke skal være underlagt samme regler som alle andre, siger han til Politiken.

Enhedslisten: Under al kritik

På Københavns Rådhus mener miljø- og teknikborgmester Morten Kabell, Enhedslisten, at det er decideret ”uhørt” at sætte miljømyndighederne ud af spillet.

- Det er en beskyttelse af både naboer og generelt, at der er en uvildig myndighed, der kontrollerer store byggerier. Man er ikke meget uvildig, når man kontrollerer sig selv, siger han til Politiken.

I Folketinget er det netop også Enhedslisten og Alternativet, der har ytret sig kritisk over for den nye anlægslov.

- Jeg er bekymret over en udvikling, hvor man tager denne metode og breder den ud til andre byggeprojekter, og det skal stoppes. Der skal være en klageadgang. Det skal borgerne ikke afskæres fra. Det er under al kritik, sagde Maria Reumert Gjerding i marts til netmediet Dagens Byggeri.

Staten støtter det nye museum med 100 millioner kroner, mens Københavns Universitet har fundet 300 millioner kroner til det. De resterende 550 millioner kroner kommer fra private donationer fra Villum Fonden, Det Obelske Familiefond, Novo Nordisk Fonden samt Aage og Johanne Louis-Hansens Fond. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik