Regeringen: 10 særlige tilladelser til kystbyggerier

Kystturismen skal styrkes, derfor giver regeringen 10 tilladelser til særlige kystprojekter, som skal fremme turismen. Gilleje, Halsnæs og Helsingør har ansøgt.

Flere turister betyder flere penge i kassen, derfor skal der nu gøres en indsats for at trække flere turister ud til kysterne.

En ny forsøgsordning for kyst- og naturturisme åbner for den mulighed, at der kan laves projekter inden for kystnærhedszonen og strandbeskyttelseslinjen.

Alle landets kystkommuner er inviteret til at komme med projekter, der kan gøre turisternes oplevelse ved de danske kyster og i naturen bedre.

I Nordsjælland har man de sidste par år kunne se en stigning i antallet af turister. Det er ikke kun danske turister, antallet af udenlandske turister stiger også ifølge Visit Nordsjælland.

Ansøgningsproces i flere led

I Hovedstadsområdet er et projekt i Gilleleje netop kommet med i opløbet om de 10 særlige tilladelser. I alt 38 kommuner er kommet med forslag til projekter, og det er en lang og møjsommelig proces at ansøge og blive godkendt. Også Helsingør og Halsnæs kommuner er kommet med forslag.

LÆS OGSÅ: Gilleleje ansøger om luksushotel i vandkanten

Kommunerne har over to omgange kunne ansøge om at komme med i forsøgsordningen ved at indsende forslag til projekter. De indsendte ansøgninger bliver vurderet og godkendt af en arbejdsgruppe, der består af repræsentanter fra Erhvervs- og Vækstministeriet, Miljøministeriet, Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter samt Økonomi- og Indenrigsministeriet.

Derefter skal regeringen vælge op til 10 forsøgsprojekter, som bliver realiseret.

Tre udvælgelseskriterier

For at blive et af de 10 nye kystprojekter i Danmark, skal kommunernes projekter leve op til tre udvælgelseskriterier:

- Der skal være et potentiale for udvikling af kyst- og naturturismen, for øget tiltrækning af udenlandske turister, samt mulighed for at forløse dette potentiale med etableringen af forsøget.

- Etableringen af konkrete fysiske projekter skal ske i tilknytning til øvrige turismemæssige aktiviteter for at sikre størst mulig synergi og samspil med de sammenhængende turistpolitiske overvejelser i kommunens planlægning for turisme for at understøtte en samlet udvikling i området.

- De fysiske projekter skal være bæredygtige, arkitektonisk indpasset og opført under særlig hensyntagen til den omkringliggende natur- og landskab.

Det 10 projekter, som bliver godkendt, får svar i løbet af efteråret.

Forsøgsordningen, der skal udvikle kyst- og naturturisme inden for strandbeskyttelseslinjen og kystnærhedszonen, blev gennemført i december 2014. Den er en aftale mellem Venstre, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik