00:42

Rasende Jan E. Jørgensen: Min Facebook er overtaget af "møgsvin"

Jan E. Jørgensen meddeler på Facebook, at hans profil er blevet hacket.

"Min side er blevet stjålet af nogle egyptere. Det er voldsomt ubehageligt, og jeg vil skåne dig for at skulle lægge øre til de skældsord, jeg har kaldt dem siden i lørdags. Jeg er rasende, vred og frustreret. Det er som at få indbrud og opdage, at alle ens familiebilleder er væk."

Sådan starter et opslag fra Venstre-politikeren Jan E. Jørgensen på hans personlige Facebook-profil. Hele hans professionelle side er overtaget af hackere, og han kan ikke selv få adgang. Siden har knap 5.000 følgere, men de er nu ubrugelige for politikeren. 

- Det er virkelig irriterende. Siden er hacket, og der er andre der har overtaget administration, siger Jan E. Jørgensen til TV 2 Lorry, og tilføjer at siden er et vigtigt værktøj for ham til kommunalvalget. 

Læs også Far frifundet for at hacke sin søns børnehave

På siden er der nu kun to opslag tilbage. Resten er slettet. 

"Aner ikke, hvad der er sket med resten inklusive de mange kloge og alt for venlige kommentarer, som er blevet lagt op de seneste år," skriver Jan E. Jørgensen. 

Hackerne har omdøbt siden 'Sarcasm Square'.

Hackerne har omdøbt siden 'Sarcasm Square', og følgerne er der stadig. Jan E. Jørgensen tror, at hakcerne har til formål at tjene penge på siden. 

"Jeg håber, at problemet kan løses - ignorer alt der kommer fra de møgsvin (der smuttede et lille skældsord med)," afslutter han sit vredsudbrud på Facebook. 

Jan E. Jørgensen mener, at det er en eller flere personer fra Egypten, der har overtaget siden. De har nemlig ændret telefonummeret på siden til et egyptisk nummer. Jan E. Jørgensen har forøsgt at kontakte bagmændene uden held. Nu regner han med at gå til politiet med sagen.

Læs også Virksomhed afpresset af hackere: Angreb samtlige computere