Rasende borgmester: Blev smidt ud fra forhandlinger efter 10 minutter

Dramaet på rådhuset i Glostrup fortsætter. I sidste uge blev der dannet nyt flertal uden om den siddende borgmester, og i går kom det til kollision ved budgetforhandlingerne.

Det politiske landskab på rådhuset i Glostrup synes malet med surrealistisk pensel.

I forhold til kommunalvalget i november vender alt på hovedet, mens kommunens borgmester efterhånden må føle, at rådhusets gang giver lige så meget mening som et M.C. Escher-maleri.

I den forgangne uge blev den siddende borgmester, John Engelhardt fra Venstre, snigløbet af en ny politisk konstituering, der med flertal uden om borgmesteren har sat sig på udvalgsposterne.

Torsdag aften nåede det politiske teaterstykke en ny kulmination, da John Engelhardt sammen med resten af sine Venstre-partifæller blev sat uden for døren ved de netop igangsatte budgetforhandlinger.

quote I mine 25 år i lokalpolitik har jeg aldrig mødt en så ringe evne og vilje til samarbejde

Borgmester John Engelhardt, Venstre

Her lod det nye flertal i kommunalbestyrelsen, Samarbejdsgruppen kalder de sig, bestående af Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten, Konservative og Bylisten med det tidligere Venstre-medlem Lars Thomsen nemlig borgmesteren med entourage forstå, deres tilstedeværelse ikke var ønsket ved forhandlingerne.

I stedet kunne borgmesteren få lov at indlevere sine ønsker til budgettet skriftligt, som den nye konstituering så ville tage med sig, når de i weekenden sætter sig sammen for at lave et budgetudkast.

Det er John Engelhardt, der har siddet med borgmesterkæderne om halsen siden 2010, alt andet end tilfreds med.

Ja, faktisk er han godt gal i skralden:

- Jeg tænker, det nye, røde flertal skulle finde et andet navn end lige samarbejdsgruppen, siger John Engelhardt.

- I mine 25 år i lokalpolitik har jeg aldrig mødt en så ringe evne og vilje til samarbejde og en så arrogant holdning til det at have magt. Det forpligter at have et flertal. Man må som minimum kunne fortælle i hovedtræk, hvad man vil.

Har intet på sig, siger ny formand

quote Vi synes faktisk, det er en utrolig inkluderende måde at lave budget på, fordi vi indhenter ønsker før vi laver udkast – det gjorde Venstre og John Engelhardt ikke

Lars Thomsen, Bylisten

Borgmesterens udlægning af aftenens forløb har dog intet med sandheden at gøre.

Sådan siger Lars Thomsen, der nu sidder for bordenden ved forhandlingerne, efter han i forsommeren blev ekskluderet af borgmesteren selv og siden startede partiet Bylisten – og sammen med De Konservatives mandat tippede magtfordelingen i kommunalbestyrelsen.

- Allerede inden, der var gået fem minutter af mødet, havde John trukket pressekortet og truet med at gå til pressen, forklarer Lars Thomsen.

John Engelhardt fra Venstre har været borgmester siden 2010.
John Engelhardt fra Venstre har været borgmester siden 2010.
Foto: Asger Ladefoged - Ritzau Scanpix

- Det, der skete, er, at Samarbejsgruppen er blevet enige om at lave budgettet på den måde, at vi spørger alle partierne om deres ønsker, og så sætter vi os sammen og laver et fælles budget bagefter, siger Lars Thomsen.

Fordi John Engelhardt og Venstre sammen med Dansk Folkeparti står uden for Samarbejdsgruppen, er de blevet bedt om at komme med deres inputs skriftligt.

- Vi synes faktisk, det er en utrolig inkluderende måde at lave budget på, fordi vi indhenter ønsker før vi laver udkast – det gjorde Venstre og John Engelhardt ikke, siger det tidligere Venstre-medlem.

Han mener, at den nye måde at udarbejde budgetforslaget på, er mere demokratisk end nogensinde.

- Før i tiden har det været sådan, at John Engelhardt og Venstre er kommet med et udkast til budgettet, og så har de andre partier derefter haft mulighed for at få indført en fodnote eller et komma hist og her, siger Lars Thomsen.

Inviterer borgmester til forbrødringssodavand

I stedet bør borgmesteren respektere, at han ikke længere har flertallet bag sig, mener Lars Thomsen fra Bylisten.

- Når vi har serveretten, som borgmesteren godt kunne lide at kalde det, så må han respektere, at det er flertalsgruppen, der står for at lave et udkast.

Selv siger borgmesteren, at han og Venstre står klar til at bistå i forhandlingerne.

Samarbejdsgruppen

Samarbejdsgruppen består af Socialdemokratiet, Bylisten, SF, Enhedslisten og Konservative.

Sammen har de et flertal med 11 ud af 19 pladser i Kommunalbestyrelsen.

På et møde onsdag 22. august gik partierne sammen om et flertal uden om Venstre og Dansk Folkeparti.

- Det nytter jo ikke at sætte sig hen i et hjørne, så hvis flertallet kommer på andre tanker, er vi selvfølgelig til rådighed helt frem til mållinjen i oktober måned, siger Glostrup-borgmester John Engelhardt.

Det mener Lars Thomsen dog ikke, borgmesteren har vist sig at være indtil videre. Borgmesteren havde nemlig ikke lyst til at indgive nogle ønsker til budgettet, forklarer han.

De kommende dage sætter flertalsgruppen sig sammen og arbejder på et oplæg til kommunens budget næste år. Som det ser ud lige nu, bliver det uden borgmesterens input. Men han er dog velkommen til at slå vejen forbi og komme med dem.

- John Engelhardt skal da være velkommen til at kigge forbi, og eventuelt få sig en sodavand. Vi kan da håbe, at Venstre har fortrudt deres mærkelige opførsel, og at de i stedet vil komme forbi og fortælle os, hvilke ønsker til det kommende budget, de rent faktisk har. Der er jo rent faktisk nogle elementer i Venstre, der giver en vis fornuft, siger Lars Thomsen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik