Rådyr hærger rhododendronhaver

Hvert år får rhododendron-specialisten Niels Skjøldberg et par mails i løbet af januar, hvor haveejere fortæller om rådyr, der spiser knopperne på rhododendroner. I år er anderledes. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

- I slutningen af januar begyndte de at komme. Først en mail om dagen, så to-tre mails om dagen. Nærmest som et nødråb fra hele landet, hvor haveejere fortalte om rådyr, der spiste rhododendron. I Jylland, på Fyn og haverne i Søllerød og Holte. Det er aldrig sket i den udstrækning, og jeg har haft hjemmesiden om rhododendroner i 15 år, fortæller Niels Skjøldberg.

Normalt har Niels Skjøldberg altid et godt råd på hjemmesiden »At have en have«, men ikke i dette tilfælde:

- Ja, der er intet at gøre. Jeg har spurgt i Tyskland, hvor de ikke ser det som et specielt problem, og jeg har været i kontakt med haveejere, der har haft en aftale med en frisør. De har hængt menneskehår op i hele haven, men efter et døgn er rådyrene tilbage, konstaterer rhododendroneksperten, der vurderer, at han i år har fået 50-60 mails fra frustrerede haveejere, hvilket er omkring 10 gange så mange som sidste år.

- Det besynderlige er, at vinteren i januar og februar jo ikke var meget anderledes end vinteren sidste år. Men i år spiser rådyrene af rhododendronerne, tilføjer Niels Skjøldberg og fortæller, at der ikke er lavet egentlig forskning i rhododendroners giftige blade og grene.

Imidlertid står der i mange bøger, at specielt vildarterne indeholder et giftigt stof. For 10 år siden kom der en forsikringssag, hvor to køer var døde efter at have spist rhododendronblade og grene, som en haveejer havde lagt ind på naboens mark. Haveejerens forsikringsselskab måtte betale erstatning for de to døde køer.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik