Radio 100 FM afleverer sendetilladelse

Ejeren af Radio 100 FM giver Kulturministeriet retten til at sende på den sjette FM-kanal tilbage. Ministeriet håber, at sendemuligheden ikke vil stå tom.

Kulturministeriet skal finde en ny interesseret i den sjette
FM-kanal. Den hidtidige ejer, Talpa, der også stod bag Radio 100
FM, har besluttet at aflevere sendetilladelsen tilbage. Det
oplyser Kulturministeriet.
Radio 100 FM gik i betalingsstandsning i slutningen af
september, og derfor har Talpa den 23. november meddelt, at
selskabet ikke længere vil have tilladelse til at sende.
Dermed er den sjette FM-kanal nu ledig, oplyser ministeriet.
- Tilladelsen til den sjette FM-kanal udløber ifølge
tilladelsen først den 15. november 2011. Tilbageleveringen
finder således sted to år før udløbet af tilladelsen, og
sendemuligheden ligger således ubenyttet hen allerede fra nu af,
skriver ministeriet.
Partierne bag medieaftalen for 2007-2010 har onsdag besluttet,
at kanalen skal udbydes igen hurtigst muligt, så der ikke er tom
æter for længe.
/ritzau/