Foto: Magnus Nygaard

Radikale Venstre: Giv København en Bylivsborgmester

Radikale Venstre vil have en Bylivsborgmester i København.

De radikale på Københavns Rådhus forslår nu, at der oprettes en Bylivsborgmester i København

Bylivsborgmesterens opgaver skal være at sørge for, at kreative miljøer, restauranter og musikarrangementer bliver afviklet i harmoni med byens borgere. Og så lægger Radikale Venstre op til, at den nye borgmester også skal have ansvaret for, at byens festivaler bliver afviklet på den bedst mulige måde.

- Vi har set - i forhold til det administrative -  at når vi taler om kultur- og byliv, så bliver det alt for meget med paragraffer, og hvor aben bliver flyttet rundt inde på forvaltningerne, i forhold til hvem der skal løse nogle af de udfordringer, der er, siger de Radikales Michael Gatten (MB), medlem af Kultur- og Fritidsudvalget og Bevillingsnævnet, til TV 2 Lorry.

- Jeg synes simpelthen, at mange af vores kulturaktører, spillesteder og vores restauratører kommer i en klemme, hvor der går alt for meget bureaukrati i den, fortsætter han.

04:03

De Radikale foreslår nu, at København får en særlig borgmester for byliv

Luk video

En anden væsentlig opgave for Bylivsborgmesteren er også at være på borgernes side. Beboerne i Københavns indre by, har igennem længere tid klaget over for meget støj, og det skal det nye forslag være med til at forebygge.

Vi vil gerne have en fremstrakt hånd ude i nattelivet, som kan hjælpe med at løse tingene i øjenhøjde på stedet. Hvis der er borgere, som bliver genereret, så skal de ikke sidde og vente på, at rådhuset åbner næste dag eller efter weekenden, siger Michael Gatten

De Radikale har fundet inspiration i Amsterdam, som har en lignende funktion. Her har kommunen også indført gadeværter, som er til stede i nattelivet, skaber ro og orden og dæmper støjen.

- Vi kan skabe en bylivsborgmester-funktion for København, som bliver fantastisk og et aktiv for både kultur- by- og nattelivet, hvad enten man er aktør eller borger, siger Michael Gatten.

Forslaget behandles på næstkommende møde i Kultur- og Fritidsudvalget på torsdag den 26. januar 2017 kl. 15:00.