Trods grønne ambitioner: R har kun stillet tre forslag siden valget

Som en del af flertallet har Radikale Venstre ikke stillet mange medlemsforslag, erkender Lone Loklindt. Ren politikernsak, svarer Konservative.

- Der er ikke tilstrækkeligt fremsyn med hensyn til den grønne dagsorden.

Sådan lød det onsdag fra den radikale spidskandidat til Frederiksberg Kommunalbestyrelse, Lone Loklindt, som en del af begrundelsen for, at hendes parti efter 24 års samarbejde med det borgerlige flertal, nu går til valg sammen med oppositionen.

Men ser man på hvor mange medlemsforslag, Radikale Venstre har stillet på miljøområdet siden sidste valg, er det begrænset med lysten til at sætte en grøn dagsorden. Partiet har stillet tre forslag.

quote Det har noget at gøre med, at vi har været en del af flertallet. Det har betydet, at vi i højere grad har præget den førte politik på anden vis end ved at stille selvstændige forslag

Lone Loklindt, Radikale Venstre, spidskandidat, Frederiksberg

- Vi har gjort noget andet

Tilbage i 2016 foreslog Morten Jung, der senere skiftede parti til Konservative, at Frederiksberg skulle have en bilfri dag. Det blev nedstemt af resten af det borgerlige flertal. I år har han sammen med den konservative Simon Aggesen stillet forslag om, at mindst en husgavl i kommunen skal være grøn og dækket af beplantning. Det blev vedtaget i enighed, mens Karsten Lauritsen forleden foreslog at udarbejde en handlingsplan for kommunens opfyldelse af FN’s bæredygtighedsmål. Det forslag er stadig under behandling.

Lone Loklindt anerkender, at tre forslag ikke er mange.

- Det har noget at gøre med, at vi har været en del af flertallet. Det har betydet, at vi i højere grad har præget den førte politik på anden vis end ved at stille selvstændige forslag. Det er helt fair at betragte antallet af forslag, men vi har ikke arbejdet med den form for aktivisme, forklarer hun til TV 2 Lorry.

Mere aktivisme

Bliver det anderledes med dig i front?

- Ja, det er helt klart. Jeg har endnu højere grønnere ambitioner end vi hidtil har haft i kommunalbestyrelsen, men jeg vil ikke bare stille forslag – jeg vil også lytte til borgerne. Politik handler for mig om at identificere nogle udfordringer og problemer, men man behøver ikke altid komme med løsningerne. Dem kan vi finde i fællesskab, siger Lone Loklindt.

Men den forklaring giver Simon Aggesen, Kons., ikke alverden for.

quote Det er en gang politikersnak af værste skuffe. Radikale Venstre har i de sidste fire år haft rig lejlighed til at markere sine holdninger på miljøområdet via medlemsforslag, men det har vi ikke set.

Simon Aggesen, Kons., rådmand, Frederiksberg

- Det klinger hult

- Det er en gang politikersnak af værste skuffe. Radikale Venstre har i de sidste fire år haft rig lejlighed til at markere sine holdninger på miljøområdet via medlemsforslag, men det har vi ikke set. Vi har derimod stået i spidsen for at løfte miljødagsordenen i et bredt samarbejde i hele kommunalbestyrelsen, og her har vi også indfriet de radikales ambitioner på klimaområdet, siger han til TV 2 Lorry.

Han kalder det ”hult”, når Radikale Venstre fravælger at støtte Jørgen Glenthøj som borgmester og blandt andet begrunder det med, at han ikke er grøn nok – men så samtidig ikke selv har stillet flere forslag end tilfældet er.

- Vi har sammen med Jung - i sin tid som radikal - skabt mange grønne resultater og det lave antal beslutningsforslag beviser bare, at man tidligere har været godt tilfreds med byens grønne ambitioner, siger han, der efterlyser konkrete forslag fra Radikale Venstre.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik