Rådyr bidt ihjel: "Den døde af blodtab, det er helt absurd"

Formanden for en lokal afdeling af Danmarks Naturfredningsforening fandt et skambidt rådyr, da han gik tur. Han mener, en hund har angrebet dyret.

På en travetur ved Lyngby Åmose fandt Hans Nielsen blodspor på stien. Han fulgte sporene og fandt til sidst et rådyr, der endnu ikke var blevet stift, og hvor det ene lår og dele af maven var væk. 

- Der var blodpletter mindst ti steder spredt over et område på flere hundrede kvadratmeter, fortæller Hans Nielsen, formand for Danmarks Naturfredningsforening i Lyngby-Taarbæk. 

Han fandt flere hundespor og nogle få rævespor ved rådyret, og han er ikke i tvivl om, at der er tale om et angreb fra en eller flere hunde. 

- De har løbet efter rådyret og jagtet det længe. Det har været en lang død, og den har kæmpet og kæmpet og kæmpet. Samtidig med, at den er blevet bidt og bidt og bidt, for til sidst at dø af blodtab. Det er helt absurd, siger Hans Nielsen. 

Formentlig en hund

Det er sandsynligt, at det er en hund, der har taget livet af rådyret, når det er sket på denne side af Øresund, vurderer naturvejleder Jes Aagaard fra Naturstyrelsen. 

- Ræve kan ikke selv nedlægge et råvildt, så der er højst sandsynligt tale om en større hund, siger Jes Aagaard og fortsætter:

- Meget tyder på, at det er en hund, der er blevet sluppet løs. Det sker desværre med jævne mellemrum, at vildt bliver taget af hunde uden snor, siger Jes Aagaard, Naturvejleder, Naturstyrelsen.

I efteråret oplevede Jes Aagaard, at folk havde sluppet hunde løs på Naturcenter Amager, og hundene havde skambidt flere får. 

- En hund er en hund, men indeni gemmer der sig en ulv. Den kan fra naturens side forvolde stor skade, så hunde skal være i snor, når de er i den frie natur, siger naturvejleder Jes Aagaard.

Hensyn til naturen

Hans Nielsen håber, at hundeejerne vil huske at tage hensyn til naturen og rådyrene.

- I denne tid uden blade på træerne, og hvor jorden er dækket af sne, er der ikke meget føde til rådyrene, og de er derfor et relativt let bytte for store og velfodrede hunde, der let kan indhente dem, siger Hans Nielsen, formand for Danmarks Naturfredningsforening i Lyngby-Taarbæk. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik