R-landsformand: Jeg støtter de valgte spidskandidater

R-landsformand henviser til lokal partiforening i Allerslev-sag. Den nye lokalformand vil ikke udtale sig.

Landsformand for De Radikale Svend Thorhauge siger tirsdag eftermiddag, at han støtter partiets spidskandidat i København, Anna Mee Allerslev.

Thorhauges melding kommer, efter at lokalformanden i hovedstaden, Bo Nissen Knudsen, har trukket sig i protest mod spidskandidaten. Tidligere trak nummer fire på partiets liste, Randi Hjortsholm, sin støtte til Allerslev.

quote Hun er et menneske, der har begået nogle fejl, og dem har hun været ude og beklage dybt

Svend Thorhauge, landsformand for De Radikale

De Radikales leder, Morten Østergaard, har ikke lyst til at kommentere Bo Nissen Knudsens beslutning. Men landsformand Thorhauge siger:

- Vi er et decentralt parti, og det er de enkelte lokalforeninger, som står for den lokale opstilling. Jeg bakker naturligvis op om de spidskandidater, som man vælger rundt omkring. Det er min opgave.

Svend Thorhauge tror på, at De Radikale fortsat kan føre en god valgkamp.

- Det er klart, at jeg gerne ville have været de begivenheder, vi har været vidner til den seneste uge, foruden. Men jeg er sikker på, at de gæve folk, der sidder både i kampagneudvalget og i forretningsudvalget er i stand til at få en god valgkamp resten af tiden frem til den 21. november. 

Har Anna Mee Allerslev begået fejl i sagen?

- Hun er et menneske, der har begået nogle fejl, og dem har hun været ude og beklage dybt. Jeg giver hende ret i, at der bestemt var ting, der kunne være håndteret mere smidigt.

Bo Nissen Knudsen siger, at Anna Mee Allerslev underminerer partiforeningens beslutningsgange. Hvad siger du til sådan en beskyldning?

- Det spidser altid til i en valgkamp. Det handler om mennesker, og der er holdninger på spil.

Er det nogle beskyldninger partiet skal gøre noget ved? Og måske undersøge, hvem der har ret?

- Jeg mener, at man lige nu skal føre valgkamp og sørge for at få skabt en ordentlig fremtid for børn og unge i København.

- Og så håber jeg, at de, der skal stemme, vil fokusere på, hvad der skal ske i København de næste fire år og ikke på, hvad der er sket i Hovedstadens Radikale Venstre den sidste uge.

Nogen vil måske mene, at Anna Mee Allerslev skygger så meget for De Radikales politik, at hun bør trække sig, så fokus igen kan være på politik frem for personer? 

- Det har jeg ikke nogen holdning til. For som sagt, så er det Hovedstadens Radikale Venstre, der vælger deres kandidater, og jeg bakker op om deres spidskandidat.

- Jeg ved, at Anna Mee Allerslev i snart otte år har kæmpet for radikale resultater på rådhuset i København, og jeg synes, det er vigtigt, at vi håndterer politikere som mennesker, der kan lave fejl.

Viktor Dylander, næstformand for Hovedstadens Radikale Venstre, vil over for Ritzau ikke svare på spørgsmål om, hvorvidt der forsat er støtte til Allerslev forud for kommunalvalget 21. november.

- Vi har rigeligt at se til, som du nok kan regne ud, siger Dylander og smækker røret på.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik