R-borgmester til angreb på S og EL: Drop hetzen mod Airbnb

Beskæftigelsesborgmester Anna Mee Allerslev vil gøre København til modelby for deleøkonomiske tjenester.

Det er direkte useriøst, når Københavns røde borgmestre og Politiken tegner et billede af københavnerne som grådige Airbnb-spekulanter.

Og det er lige så useriøst, når samme ’koalition’ giver den populære udlejningsportal Airbnb skylden for, at der mangler boliger på et prispresset københavnsk boligmarked.

Sådan lyder budskabet fra Københavns radikale beskæftigelses- og integrationsborgmester, Anna Mee Allerslev, der nu går til angreb på overborgmester Frank Jensen, Soc.dem.,  teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL) og ikke at forglemme Politiken, der i en række artikler har sat fokus på danskernes voksende lyst til at leje privatboligen ud gennem den populære udlejningsportal Airbnb.

Faktuelt forkert baseret hetz

- Det, der er ved ved at ske lige nu, er, at det røde flertal på Rådhuset og Politiken skaber en hetz mod Airbnb på et faktuelt forkert grundlag, og det er ikke i orden, siger Anna Mee Allerslev:

- Vi skal ikke bilde borgerne ind, at boligpresset i København skyldes Airbnb, for det skyldes hovedsagelig, at vi udvikler alt for få lejligheder i København. Hvis man virkelig vil gøre noget for at afhjælpe boligmanglen, bør de røde partier lægge flere områder ud til boligudvikling, sådan som vi har foreslået.

- Der er masser af områder i København, vi kan udvikle. Både for at få flere boliger og for at tage noget af presset på priserne. Boligmanglen har intet at gøre med Airbnb, siger hun til Politiken torsdag.

Afviser udlejningsloft

Står det til Anna Mee Allerslev, bør al snak om et lejeloft forstumme. For det giver ingen mening.

- Jamen, hvad skal vi med det? Det er helt unødvendigt at indføre et udlejningsloft i København. Reglerne er gode nok, som de er. Selvfølgelig skal folk betale skat, hvis de tjener mange penge på at leje boligen ud, det er der da ikke nogen, der kan være uenige i, og sådan er reglerne, siger hun til Politiken.

- Og får udlejningen karakter af egentlig erhvervsvirksomhed, jamen, så skal folk da selvfølgelig respektere de regler, der gælder for den slags. Vi har de regler, vi skal bruge. Det handler bare om, at vi håndhæver dem. Uanset om det er så er Skat eller Københavns Kommune. Og det kan da ikke være rigtigt, at vi skal dræbe deleøkonomien, fordi myndighederne ikke er i stand til at fange dem, der snyder, siger den radikale borgmester til Politiken og tilføjer, at hun 'næsten kun kan se fordele' ved Airbnb.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik