Psykisk syg mand gik amok i opgang

Med assistance fra Københavns psykiatriske udrykningstjeneste er det lykkedes at få psykisk syg mand, der sparkede døre ind i opgang på Nørrebro, tvangsindlagt.

En psykisk syg mand blev tidligt mandag tvangsindlagt, efter
at han kort før midnat gik amok i en opgang på Vestergårdsvej på
Nørrebro.
Den 38-årige mand sparkede dørene ind i flere lejligheder, før
han under råb og skrig låste sig ind i sin egen lejlighed.
Stadig råbende barrikaderede han døren til sin lejlighed og
begyndte at kaste ting ud af vinduet. Det oplyser den centrale
vagtleder hos Københavns Politi.
Manden satte sig op i vindueskarmen med det ene ben ud af
vinduet og fægtede med en kniv, da politiet og Københavns
psykiatriske udrykningstjeneste kom til stedet, efter de var
blevet tilkaldt af opskræmte beboere i opgangen.
En læge forsøgte forgæves at tale den psykisk syge og stærkt
påvirkede mand til ro.
Mens politibetjente forsøgte at tale med manden, der stadig
sad i vinduet, sparkede andre betjente døren ind til hans
lejlighed.
Den 38-årige er nu indlagt på en psykiatrisk afdeling.
/ritzau/