Psykisk syg fængslet for knivangreb mod ansat på bosted

Ifølge politiet blev en kvindelig ansat på bosted i Birkerød udsat for drabsforsøg, da beboer angreb med kniv.

En mandlig beboer på et bosted for psykisk syge i Birkerød er lørdag blevet varetægtsfængslet i foreløbigt fire uger, oplyser Nordsjællands Politi.

Manden er sigtet for at have stukket en steakkniv i ryggen på en kvindelig medarbejder på bostedet.

Ifølge politiet havde angrebet, der fandt sted fredag formiddag, en sådan karakter, at det betegnes som drabsforsøg.

Læs også Beboer gik amok: Kvindelig ansat på bosted stukket i ryggen

Efter overfaldet betegnedes offerets tilstand dog som stabil.

Lørdag har vagtchefen hos Nordsjællands Politi ingen oplysninger om, hvordan den sigtede forholder sig til den alvorlige mistanke. 

Politiet blev tilkaldt til bostedet fredag klokken 11.18. Omkring 20 minutter senere blev den formodede gerningsmand, der er 24 år, anholdt. 

Det skete tæt på bostedet, og efter at politiet havde aktiveret politihundene.

/ritzau/