Psykisk sårbare svigtes på Sundbygård

Socialtilsyn Hovedstaden udtaler en stærk kritik af botilbuddet Sundbygård på Amager. Det får nu Venstre på Københavns Rådhus til at stille spørgsmål til Socialforvaltningen.

Tilsynet mener ikke, at der er sikkerhed for botilbuddets pædagogiske indhold og for at støtten er egnet til beboere med udadreagerende adfærd og behandlingsdømte.

- Hvis ikke tilbuddet er gearet til at få visiteret behandlingsdømte eller udadreagerende borgere, er det en yderst farlig og uansvarlig situation, som i yderste konsekvens kan koste menneskeliv, som vi har set det på forsorgshjemmet i Sakskøbing og Ringbo, siger Karina Rohrberg Jessen, socialordfører for Venstre og medlem af Københavns Borgerrepræsentation.

Socialtilsynet skriver i deres rapport, at en veluddannet men erfaringsfattig ledelse synes mere optaget af systemet end af de udsatte borgere. Medarbejderne oplyser, at de ind imellem føler sig magtesløse, når udadreagerende borgere går amok på fællesområderne.

I et konkret tilfælde måtte de låse sig inde på kontoret, fordi en borger var voldelig og begik hærværk på gangen. De ansatte fortæller, at de mangler kompetencer overfor aggressive borgere og beskriver det som "en sikkerhedsbrist".

Rapporten fortæller at medarbejderne på Sundbygård bruger for lidt tid sammen med de psykisk syge beboere.

Beboerne er isolerede, ensomme, utrygge og så angste for overgreb fra andre beboere, at de kun tør forlade deres lejligheder i dagtimerne.

Rapporten kan også fortælle at misbrugere styrer på fællesarealerne, hvor der sælges stoffer. Det skriver Politiken i dag.

- Socialtilsynets redegørelse er forstemmende læsning, som kræver øjeblikkelig handling, men som desværre også beviser, at Socialforvaltningen i København har siddet de mange advarsler overhørig. Jeg har stillet spørgsmål til Socialforvaltningen om sagen, og arbejder på, at vi hurtigst muligt kan få rettet op på de alvorlige forhold på Sundbygård, siger Karina Rohrberg Jessen i en pressemeddelelse.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik