Provokerende københavnere anholdt på Roskilde Festival

Voldelige, provokerende fulderikker og et rumænsk par på afveje. Lørdag aften klappede håndjernene op til flere gange på festivalen.

Mindre end et døgn efter, at Roskilde Festival lørdag er blevet skudt i gang, har indtil flere personer gjort sig særdeles uheldigt bemærket hos ordensmagten.

Fire anholdelser har Midt- og Vestsjællands Politi foreløbig foretaget, fremgår det af politikredsens døgnrapport.

Første gang håndjernene klappede var i går aftes ved 20-tiden, da en 40-årig kvinde og en 42-årig mand, der begge er fra Rumænien, blev anholdt efter at have forceret hegnet ind til campingområdet.

Manden og kvinden blev begge anholdt, da de var på vej retur og havde en støjende og provokerende adfærd. De fik hver især en bøde for deres optræden og blev løsladt ud på natten.

Provokerende københavnere

Ved 22-tiden var den så gal igen. Denne gang med en 28-årig mand fra København, der - ifølge politiet - optrådte provokerende over for festivalens personale. Han blev anholdt og sigtet for ordensbekendtgørelsen, men løsladt ud på morgenen med en bøde for sin adfærd, oplyser politiet.

Klokken 23:30 overgik samme skæbne en 28-årig mand fra København, der optrådte provokerende og voldeligt. Også han fik en bøde for sin optræden.

Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi bød lørdagen også på en række andre forseelser af mindre karakter.

Enkelte blev sigtet for at besidde ulovlige stoffer, og så blev en 34-årig tysk mand truffet på festivalområdet, hvor han var i besiddelse af en ulovlig kniv, hvilket kostede ham en bøde.

Endvidere hjalp politiet i løbet af lørdagen festivalen med at bortvise flere personer, der ikke havde armbånd til festivalen.

Fuld mand sov i fremmed have

Sidst men ikke mindst, måtte politiet sent i nat ved halv fire-tiden vække en fuld 29-årig mand fra København, der havde lagt sig til at sove på en adresse i Vor Frue. Manden troede i sin beruselse, at han var gået ind i en kammerats have for at sove.

- Vi vil endnu en gang gøre opmærksom på, at der gælder samme regler for adfærd på en festival som uden for festivalens område, lyder opfordringen fra politiet.

Spørger man Martin Bjerregaard, kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi, så har antallet af sager og sagernes karakter dog været på et fredeligt niveau.

- Der er generelt ikke noget bemærkelsesværdigt, som skiller sig ud i forhold til tidligere år. Der er stille og roligt derude taget i betragtning af det gode vejr og promillerne i solen, siger han til TV 2 Lorry.  

Nedenfor kan du læse om søndagens hændelser i politiets døgnrapport fra Roskilde Festivalen. 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik