Private vurderinger giver vilde prisstigninger på andelsboliger

Privat valuar har givet enorme værdistigninger i nogle foreninger i hovedstaden.

De seneste fem år er det blevet markant dyrere at købe en andelsbolig i hovedstaden.

Stigningen skyldes især én ting: Flere foreninger fravælger det offentlige vurderingssystem til fordel for en privat vurdering, valuarvurderingen.

Blandt de foreninger, der har fået lavet sådan en vurdering, er andelskronen og dermed kvadratmeterprisen steget med mellem 50 og 375 procent. 

Det viser en opgørelse, som den uafhængige analysevirksomhed Dansk Andelsbolig Analyse har lavet for Politiken på baggrund af 488 andelsforeninger i København og på Frederiksberg.

Det skriver Politiken torsdag. 

- Det er valuarvurderinger, der har presset prisen op i den her periode. Og det vil kun fortsætte i takt med, at flere foreninger vælger valuarvurdering frem for offentlig vurdering, siger boligøkonom Tejs Carstensen

Han står i spidsen for Dansk Andelsbolig Analyse.

I 2016 havde 257 foreninger ud af de 488 fået en valuarvurdering – med store værdistigninger til følge.

For eksempel er foreningen A/B Falsterborg på Frederiksberg på fem år gået fra en kvadratmeterpris på 9800 kroner til 25.400 kroner.

En andelslejlighed på 75 kvadratmeter i denne forening kan nu sælges med en gevinst på 1.170.000 kroner.

Valuarvurderingerne er blevet populære, efter at staten i 2013 satte det offentlige vurderingssystem på pause, fordi vurderingerne ofte ramte skævt. 

Andelskronen i foreninger med en offentlig vurdering har derfor i teorien ikke kunnet stige siden 2013.

Det har fået mange foreninger til at gå til en valuar - en ejendomsmægler - for at hæve andelskronen og dermed værdien af de enkelte boliger.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen (K), der har ansvar for andelsmarkedet, er enig i, at der skal gøres noget ved "den usikkerhed, som meget forskellige valuarvurderinger skaber på andelsboligmarkedet".

Ministeren afventer en opdatering af vejledningen for valuarer, som Dansk Ejendomsmæglerforening netop nu arbejder på, skriver han i en mail til Politiken:

- Hvis det viser sig, at den opdaterede norm og vejledning ikke løser problemet med svingende valuarvurderinger, vil jeg se nærmere på, om der i loven skal fastsættes regler på området. 

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik