Private lejer dytten ud til andre

For 360 kroner om dagen kan du køre i Svends Ford Mondeo eller for 295 kroner i Mies Citroen C1.

Flere privatpersoner vælger at leje bilen ud til andre private, og på en uge har over 300 bilejere tilmeldt sig ordningen, som samkørsels-firmaet "GoMore" står bag.

Firmaet, som tidligere har satset på den såkaldte samkørsel, hvor folk har kunnet få et lift mod betaling, giver nu privatbilister chancen for at leje bilen ud uden selv at være bag rattet.

En af dem, der har valgt at leje sin bil ud på nettet, er Nicklas Stenfeldt. Han har haft sin bil til leje på nettet i en uge, men der har allerede siddet andre bag rattet.

- Jeg er forbavset over, hvor hurtigt det er gået. 24 timer efter jeg havde lagt bilen på nettet, var den udlejet, og så sent som i går var bilen en tur til Odense, siger han til DR P4 København.

Ikke gratis at udleje sin bil

Han er glad for ordningen, fordi den kan hjælpe andre, mens han kan tjene lidt penge, når han ikke bruger bilen.

Det er dog ikke helt gratis at udleje sin egen bil. Go More betaler forsikring og vejhjælp, men til gengæld napper de 20 procent af den totale leje. Samtidig skal bilisterne betale skat af overskuddet.

Især sidstnævnte er en hindring for, at flere udlejer deres bil, mener direktør i GoMore, Matias Møl Dalgaard. Han vil have politikerne til at ændre reglerne, så man kan tjene 20.000 kroner på udlejningen, inden man skal betale skat.

-Der findes lignende regler for sommerhusudlejning, og vi mener, at det samme burde gælde, når du lejer din bil ud. Der er en grøn og samfundsmæssig fordel ved, at folk deles mere om bilerne, siger han til DR P4 København.

Fordel at leje fremfor at have ansvaret ved at eje

Den private biludlejning har dog gode chancer alligevel, vurderer Carsten Beck, der er økonom ved Instituttet for Fremtidsforskning.

En blanding af økonomisk krise og systemer som Go More, har gjort det nemt for folk at leje bilen ud, og det betyder, at folk hurtigt tager konceptet til sig, mener Carsten Beck.

- Der er noget snusfornuft i de her løsninger. Nogle gange kan det være besværligt at eje en bil, fordi den kræver vedligeholdelse og service. Nu kan for eksempel byboere leje en bil i stedet for at eje og have ansvaret, siger han til DR P4 København.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik