Arkiv foto Foto: TV2/Lorry

Private institutioner koster skattekroner

Et politisk ja til fem private institutioner i Hørsholm Kommune i Nordsjælland vil koste kommunens skatteydere mellem 350 og 450.000 kroner årligt i øgede tilskud. Det bliver den foreløbige økonomiske konsekvens efter at kommunalbestyrelsen på seneste møde sagde ok til at lade fem selvejende institutioner overgå til privateje, skriver Frederiksborg Amts Avis.

De kommunale penge er dog godt givet ud, mener kommunens konservative borgmester Morten Slotved.
 
- Jeg forestiller mig, at flere af institutionerne vil til at specialisere sig indenfor mere specifikke fagområder, og det ser jeg som en styrkelse af kommunens samlede dagpasningstilbud, siger Morten Slotved til avisen.

SF og Dansk Folkeparti stemte nej til forslaget, som DF kalder usolidarisk. SF frygter, at det bliver de resterende offentlige daginstitutioner, som får lov til at betale ekstraregningen i form af nedskæringer.

- Hvis denne merudgift tages af budgettet til de tilbageværende kommunale daginstitutioner, indebærer privatiseringen således en samlet fordyrelse af daginstitutionstilbuddene i Hørsholm samt yderligere nedskæringer for de kommunale daginstitutioner, siger SF's enlige kommunalbestyrelsesmedlem i Hørsholm Lars Iversen.

Men står det til Morten Slotved, så er den bekymring ubegrundet.

- Jeg vil til efteråret gå til forhandlinger med de andre partier og den vej igennem sørge for, at det ikke skal koste vores andre institutioner, at nogle bliver privatiserede, fastslår Morten Slotved.