Private ind på kræftområdet

Som det første privathospital åbner Hamlet i København nu et center for kræftdiagnostik med en avanceret PET/CT-skanner. Offentlige kræftlæger er betænkelige. Det erfarer Berlingske Tidende.

Danskere med private sundhedsforsikringer får nu mulighed for at få en hurtig og omfattende undersøgelse i en såkaldt PET/CT-skanner, hvis de frygter at lide af en kræftsygdom. Et af landets største privathospitaler, Hamlet i København, begiver sig således ud i en offensiv på kræftområdet og vil som det første i stor skala tilbyde diagnosticering af kræft på et nyåbnet center, hvor danskere med en henvisning fra egen læge eller en speciallæge kan betale sig til den avancerede undersøgelse med dags varsel. »Der mangler kapacitet i det offentlige system, så patienterne kan komme til at opleve en del forsinkelser, når de skal udredes for kræft. Vi har et tilbud, som er en hel del bedre end det, man kan få i det offentlige. Med en PET/CT-skanning kan man udrede flere ting mere præcist, end man kan med andre typer undersøgelser,« siger salgsdirektør i Thava-Hamlet Scanray Peter Winther-Schmidt. Vil også strålebehandle Diagnosticering af kræft har hidtil primært været en opgave for de offentlige hospitaler eller speciallæger med aftaler med den offentlige sygesikring. Men Hamlet satser på at opbygge et stort, privat marked for PET/CT-skanninger og forventer at nå op på ca. 2.000 skanninger om året. På længere sigt er ambitionen også at tilbyde strålebehandling til kræftpatienter. Offensiven på kræftområdet kommer på et tidspunkt, hvor stadig flere får stillet en kræftdiagnose. Over 30.000 danskere får hvert år en kræftdiagnose og ca. 200.000 lever med sygdommen. For at kunne blive skannet på Hamlet kræves enten en sundhedsforsikring eller en velpolstret tegnebog for at kunne betale af egen lomme. En PET/CT-skanning kommer til at koste 14.000 kr. Det skriver Berlingske Tidende. Hamlet er også parat til at indgå aftaler med det offentlige sundhedsvæsen om at levere skanninger af patienter herfra. Men i Region Hovedstaden er politikere umiddelbart afvisende og ser ikke det store behov for at entrere med privathospitaler på det felt. Det private kræft-center kommer således på et tidspunkt, hvor der er indført såkaldte forløbspakker for en stribe kræftsygdomme, som netop har til hensigt at sikre en hurtig udredning og behandling af patienterne. »Vi har faktisk ret korte ventetider, så her og nu ville det være overflødigt at indgå aftaler med privathospitaler,« siger politisk ordfører Lars Engberg (S) fra regionsrådet i Region Hovedstaden. Blandt læger på de offentlige kræftafdelinger er der også skepsis over for Hamlets bestræbelser på få foden indenfor, når det drejer sig om diagnosticering af kræftpatienter. Formanden for de danske kræftlæger, Lisa Sengeløv, fremhæver, at det går imod de faglige ønsker om at centralisere undersøgelser og behandlinger på kræftområdet på færre, større afdelinger for at løfte kvaliteten af indsatsen for patienterne. »Jeg kan være bekymret for, at det giver nogle undersøgelsesresultater, der kan opskræmme folk unødigt. Den type undersøgelser bør centraliseres og foregå på de store offentlige afdelinger,« siger hun. Lisa Sengeløv afviser også, at mangel på ressourcer i det offentlige system er med til at afgøre, om patienter kan få foretaget en hurtig PET/CT-skanning. Den type undersøgelse er indarbejdet tidligt i de nye forløbspakker i de tilfælde, hvor det skønnes at være relevant, f.eks. når det gælder udredning af lungekræft. Det skriver Berlingske Tidende.