Private giver milliarder til Europas kultur

I mere end 100 år har der i Europa været tradition for, at kunst og kultur skabes for offentlige penge med et beskedent tilskud fra erhvervsliv og andre private.

Men i disse år er
fordelingen mellem offentlig og privat støtte til museer, teatre
og andre kulturinstitutioner under kraftig forandring. Riskoen
er dog, at den stigende private støtte til kultur forrykker
balancen mellem samfundskritisk kunst og tandløs dekoration. Det
skriver Kristeligt Dagblad.

Ifølge en rapport fra
EU-Kommissionen, "The Economy of Culture in Europe", europæisk
kulturs økonomi, bruger EU-landene tilsammen omkring 350
milliarder kroner om året på offentlig støtte til kunst og
kultur, mens private bidrag skønnes at beløbe sig til mellem 25
og 45 milliarder kroner.

Hele kultursektoren er i vækst,
omsætter for flere penge og beskæftiger flere mennesker, men det
bemærkelsesværdige er, at private bidragyderes tilskud til
kultur vokser mest.

Ifølge rapporten er erhvervslivets rolle
især forstærket i Storbritannien og de nordiske lande. De
europæiske regeringer tilskynder virksomheder til at støtte
kulturlivet blandt andet gennem skattefradrag.

Typisk for
erhvervslivets støtte er dog, at den som regel retter sig imod
de etablerede kulturinstitutioner og begivenheder og kun
sjældent understøtter nye talenter og mere eksperimenterende
kunst, påpeger EU-Kommissionen.

Peter Duelund er kultursociolog, forsker ved Nordisk Kultur
Institut og Danmarks repræsentant i Europarådets ekspertpanel om
kulturpolitik.

Han ser den stigende private kunststøtte som en
uundgåelig følge af, at kultur og økonomi i vore dages
oplevelsesøkonomi er kommet til at hænge tættere sammen. -
Regeringen har i flere år tilskyndet erhvervslivet til at støtte
kulturen, men der er stor forskel på resultatet. Billedkunsten
har oplevet en blomstringsperiode, fordi kunstkøb nu kan trækkes
fra i skat.

Inden for teater- og musikscenen ser vi til gengæld,
at de store og etablerede trives på bekostning af den underskov,
hvor fornyelsen bliver skabt, siger han.

Det er ikke de private sponsorer, der tager penge fra de
lokale og mere eksperimenterende tiltag. Men de offentlige penge
til sådanne tiltag er presset i kølvandet på
kommunesammenlægningerne, og det er ikke her, sponsorerne er
mest interesserede i at gå ind.

- Det har altid været en central
del af den offentlige kunstfilosofi, at kunsten skal udfordre.
Den skal trænge ned i det usagte, det ukendte og også det
grufulde i tilværelsen.

Når private investorer støtter kunst, er
det i højere grad det pæne, det konforme og det, der bekræfter
den nationale identitet, som får penge, siger Peter Duelund.
Synspunktet deles af Jørn Langsted, professor i dramaturgi ved
Aarhus Universitet, som advarer om de følger, det kan få for
scenekunsten, hvis den skal "tjene en ny herre" i form af
erhvervslivet:- Selvom den offentlige støtte ikke tages fra
kunsten, er der en risiko for, at kunsten i højere grad end før
bliver en del af virksomhedens markedsføring.

Dermed risikerer
vi at hele vores syn på, hvad kunst er, omkalfatres. Hidtil har
vi set kunst som en kritisk faktor i samfundet, nu er der en
fare for, at det i stedet bliver til dekoration og overflade.