Københavns Kommune betaler private firmaer for timer, syge borgere aldrig får

Eksterne firmaer ansat af kommunen skal hjælpe syge borgere og arbejdsløse tættere på arbejdsmarkedet i København. Men spørgsmålet er, om borgerne får den hjælp, de skal have?

I Københavns Kommune har Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen det overordnede ansvar for at arbejdsløse og syge borgere bliver hjulpet bedst muligt tilbage til arbejdsmarkedet.

quote Det duer ikke, at kommunen opfører sig naivt over for firmaer, som prøver at malke kommunekassen som var det en lille ko.

Ulrik Kohl, medl. Beskæftigelsesudvalget, Enhedsl.

Opgaven er stor – og derfor har kommunen valgt at ansætte eksterne private firmaer, der skal varetage opgaven og løse den efter lovgivningen på området.

Den årlige afrapportering fra kommunens egen tilsynsenhed Enhed for Kvalitet og Tilsyn (EKT) udkom i juni måned.

I 2017 brugte Københavns Beskæftigelsesforvaltning i alt 296 millioner kroner på rammeaftaler med eksterne firmaer, som skal hjælpe med at klarlægge og udvikle syge og jobløse borgeres arbejdsevne og samtidig bringe dem tættere på arbejdsmarkedet. 

Firmaer kan ikke gøre rede for time-tilbud

Men af EKTs rapport fremgår det, at flere af firmaerne har problemer med at dokumentere, at de har leveret de timer, de har faktureret kommunen for.

På baggrund af tilsynets rapport har Københavns Kommune derfor rejst tilbagebetalingskrav på i alt 420.000 kroner. Af referatet fra Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets seneste møde fremgår det dog, at der for enkelte leverandører endnu ikke er truffet afgørelse om tilbagebetalingskrav, og at beløbet derfor kan blive endnu større.

TV 2 Lorry har modtaget flere henvendelser fra borgere, der ikke har fået de timer i forbindelse med jobafklaringsforløb, som kommunen har visiteret dem til.

Beskæftigelses- og Integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard er gået på ferie, men i et skriftligt svar til TV 2 Lorry understreger forvaltningen, at de løbende gennemfører tilsynsbesøg hos leverandørerne.

Vi har ikke mulighed for at kommentere personsager, men helt generelt kan det oplyses, at forvaltningen løbende gennemfører tilsynsbesøg hos vores leverandører. Formålet med tilsynsbesøgene er at kontrollere, om leverandørerne lever op til deres aftaler med forvaltningen, herunder om leverandørerne leverer de ydelser der betales for, og om de leveres med den aftalte kvalitet. Såfremt forvaltningen bliver bekendt med, at en ydelse ikke er leveret som aftalt, fremsender forvaltningen et tilbagebetalingskrav”, skriver forvaltningen til TV 2 Lorry.

Politiker: Nytænkning skal finde brodne kar

Ifølge Ulrik Kohl, som er medlem af Beskæftigelsesudvalget for Enhedslisten, skal der nytænkning til, for at kommunen kan undgå, at firmaer overfakturerer kommunekassen.

Samtidig retter han skarp kritik mod forvaltningen, der har svært ved at overskue, hvorvidt der bliver snydt eller ej.

- Det er ikke mere end et par år siden, at det blev afsløret, hvordan et firma hev over 30 millioner kroner ud af kommunen, uden at beskæftigelsesforvaltningen anede, hvad der egentlig foregik med de mennesker, som var i den indsats, siger Ulrik Kohl og tilføjer:

- Og først og fremmest er det også et system, der tænker over sit eget behov og på sin kassetænkning mere end på, hvad det egentlig er, den her borger har behov for. Borgeren, som er syg eller arbejdsløs og har behov for afklaring.

Borgere i jobafklaringsforløb kan finde svindlere

Ét af de eksterne firmaer, som kommunen har opkrævet tilbagebetaling fra, er DEKRA Job, som tilrettelægger indsatsen for aktivitetsparate.

Af en aktindsigt, som TV 2 Lorry har søgt, fremgår det, at DEKRA Job i tilsynsrapporten kritiseres for ikke at kunne dokumentere, at de planlagte forløb har været i overensstemmelse med det bestilte.

”I flere forløb ophører protokolføringen midt i forløbet uden afklaring. Endelig registreres planlagte timer ikke konsekvent og ensartet på tværs af konsulenter”, skriver EKT i rapporten. Derfor har kommunen rejst et krav til firmaet om at tilbagebetale 88.000 kroner.

Siden tilbagebetalingskravet har DEKRA Job både redegjort den manglende dokumentation over for Københavns Kommune, ligesom firmaet har iværksat en række tiltag, heriblandt ekstra kontrol, for at undgå lignende fejl i fremtiden. 

Politikeren Ulrik Kohl mener, at Beskæftigelsesforvaltningen vil være i stand til føre langt bedre tilsyn med de eksterne firmaer, hvis borgerne bliver hørt gennem brugertilfredshedsundersøgelser.

- Det duer ikke, at kommunen opfører sig naivt over for firmaer, som prøver at malke kommunekassen som var det en lille ko.

- Man kan spørge borgerne om, hvorvidt de her forløb overhovedet giver mening. Om hvad det er, de får ud af det. Det er jo ikke bare et spørgsmål om penge og om der er nogle firmaer, som har snablen for langt nede i kommunekassen, siger han.

Forslaget til brugertilfredshedsundersøgelser er fremsat af Enhedslisten og bakkes op af SF. På næste møde i Beskæftigelsesudvalget bliver forslaget behandlet.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik