Privat partner kan redde ambulancekørsel

Meget tyder på, at Roskilde Brandvæsen bliver nødt til at samarbejde med et privat firma, hvis de som planlagt vil køre ambulance i Køge, Greve og Solrød kommuner, skriver DAGBLADET Roskilde.

Det er i hvert fald den alternative mulighed, Statsforvaltningen giver i det brev, hvor den også understreger, at det er ulovligt for brandvæsenet at gennemføre ambulancekørslen i de nye områder under de nuværende omstændigheder.
Her skriver Statsforvaltningen, at opgaven muligvis kan løses under reglerne for udøvelse af kommunal erhvervsvirksomhed, hvilket betyder, at der så skal oprettes et selskab, hvoraf mindst 25 procent skal være ejet af en privat virksomhed.
Roskildes borgmester, Poul Lindor Nielsen (S), understreger, at kommunen og Roskilde Brandvæsen har et godt forhold til Falck, og han er ikke afvisende over for, at det kunne være en mulighed at indgå et tættere samarbejde med dem for at opfylde kravene til en kommunal erhvervsvirksomhed.
- Det er da en overvejelse værd, hvis det er der, Statsforvaltningen vil have os hen, siger borgmesteren til DAGBLADET Roskilde.
Både borgmesteren og Falck understreger, at borgerne i Køge Bugt-området ikke skal være nervøse. Der vil under alle omstændigheder køre ambulancer området - også efter 1. februar, hvor Roskilde Brandvæsen efter planen overtager kørslen.