00:28

Video: TV 2 Lorry

Prisstigninger skaber masseflugt fra SFO

Prisen på en SFO-plads i Hørsholm er steget med op mod 1296 kroner om måneden. Flere utilfredse forældre har allerede taget konsekvenserne.

Fra årsskiftet trådte en ny politisk budgetaftale i kraft i Hørsholm Kommune, som gælder for perioden 2017-2020. I aftalen er politikerne blevet enige om at ændre i strukturen for SFO-tilbuddene på kommunens fire skoler - til stor utilfredshed for mange forældre i kommunen.

Der er rigtigt mange forældre, der snakker om at melde deres børn ud, og hvis alle børnenes venner stopper, så er der ingen grund til, at vores børn fortsætter i ordningen.

Charlotte Hess-Skjærven, Forælder, Rungsted Kyst

Ændringerne indebærer nemlig prisstinger på SFO-pladserne, som har fået mange til allerede nu at trække deres børn ud af SFOen. I den gamle ordning kostede det 1672 kr. pr. måned for børn i 0-3 klasse, mens det kun kostede 476 kr. for børn i 4-5 klasse - men i fremtiden koster en plads 1772 kr. for alle klassetrin.

De enorme prisstigninger har allerede fået flere forældre til at melde deres børn ud af SFO'en, da det for nogle er blevet for dyrt, mens andre ikke vil betale så mange penge for en service, der ikke bruges tilsvarende. 

TV 2 Lorry har været i kontakt med en af dem, der kraftigt overvejer at melde sine børn ud er SFO'en.

- Jeg har ikke gjort det, endnu, men når min datter starter i 5. klasse kunne vi sagtens finde på det, siger Charlotte Hess-Skjærven, som også har tvillingedrenge i 3. klasse.

Læs også Stor forskel på hvad SFO'en koster i hovedstaden

- Der er rigtigt mange forældre, der snakker om at melde deres børn ud, og hvis alle børnenes venner stopper, så er der ingen grund til, at vores børn fortsætter i ordningen, siger Charlotte, som stærk regner med, at endnu flere træffer det valg, og melder deres børn ud. 

En række dokumenter, som Ugebladet Hørsholm har fået indsigt i viser, at 60 børn alene i januar måned blev meldt ud af kommunens SFO-tilbud, og at tallet i alt er på mindst 148 børn siden den politiske beslutning blev truffet om at indføre prisstigningerne.

Vi har herhjemme taget konsekvensen og valgt at melde vores søn ud af en SFO, som han ellers var glad for at gå i.

Anja Sjøgren Hansen, Forælder, Kokkedal

Frafaldet svarer til 37% af alle forældre i kommunen, og det vækker bekymring hos fagforeningen BUPL Nordsjælland. I et debatindlæg på Ugebladet skriver Marlene Dalskov, fællestillidsrepræsentant, og Sidsel Pedersen, faglig sekretær, om deres frygt for sagens konsekvenser hos børnene.

- Vi er foruroligede over, at Hørsholms børn ikke får mulighed for at indgå i de sociale fællesskaber og aktiviteter i SFO'en, og vi er bekymrede for, hvilke fællesskaber de unge indgår i, når de allerede fra 4. – 5. klasse overlades til sig selv om eftermiddagen.

I et andet debatindlæg skriver en anden utilfreds forældre, at hun allerede har truffet det svære valg og meldt sit barn ud af nu meget dyrere ordning.

Læs også Hørsholm drømmer om førerløse busser

- Det er mig en gåde, at man gang på gang vælger at spare på institutions- og skoleområdet. Vi har herhjemme taget konsekvensen og valgt at melde vores søn ud af en SFO, som han ellers var glad for at gå i. Det hander ikke, om vi har råd eller ej. Det er mere princippet i det, skriver Anja Sjøgren Hansen fra Kokkedal.

Formand for Børne- og Skoleudvalget Otto B. Christiansen, Kons., har tidligere afvist, at der vil blive genforhandlet i SFO-strukturen, som er en del af budgetaftalen, men han er åben for at se på alternative udveje.