Prisnedslaget fordoblet på lejligheder: ’Ingen grund til bekymring’

Prisnedslaget på københavnske lejligheder er fordoblet, men ejendomsmæglere mener ikke, at der er alvorlige krisetegn.

Hvis man skulle købe en ejerlejlighed i København, kunne man i 2016 forvente at prutte sig til et prisnedslag på 648 kroner per kvadratmeter, sådan er det ikke længere. Nye tal fra Boligsiden viser, at prisnedslaget siden dengang er blevet mere end fordoblet, og nu er på hele 1.111 kroner - det er markant højere end resten af landet, hvor nedslagene på ejerlejligheder kun er steget med 217 kroner.

Det vil sige, at nedslaget på 80 kvadratmeters lejlighed de seneste tre år er vokset med 40.000 kroner.

quote Med mindre man har meget korte tidshorisonter, er det ingen grund til bekymring

Thomas Hovgaard

- Når der sker udsving på det københavnske boligmarked, virker de altid lidt mere dramatiske end i resten af landet, og selvom vi taler om en fordobling af størrelsen på de prisnedslag, man kan forhandle sig til, er det stadig ikke det, vi ville kalde en decideret game changer eller alvorlige krisetegn, siger Thomas Hovgaard, der er Nyboligs kommunikationschef.

Det sidste år er nedslagene steget og prisstigningerne på ejerlejligheder er taget af, men det ændrer ikke på optimismen hos ejendomsmæglerkæden, der forventer, at markedet vil være tilbage inden for ganske få år.

- Med mindre man har meget korte tidshorisonter, er det ingen grund til bekymring. Alle prognoser peger nemlig på en stigende befolkningstilvækst i København, og det vil betyde, at ejerboliger alt andet lige vil blive ved med at stå i høj kurs. Samtidig er renten og ledigheden fortsat lav, så alt i alt er der ingen grund til at tøve, hvis man skal enten købe eller sælge bolig, siger Thomas Hovgaard.

Markant fald i salg af lejligheder

Selvom ejendomsmæglerne er positive, så oplever sælgerne, at der bliver solgt langt færre både små og store lejligheder. Faktisk er der solgt hele 25 procent færre ejerlejligheder i København sammenlignet med samme periode sidste år.

Det skal ses i lyset af, at et fald i boligrenten har gjort det endnu billigere at låne penge til boligkøb.

- Forholdene omkring de etårige lånestramninger tager uden tvivl toppen af et eventuelt boost, særligt i Hovedstaden. Interessen for at sælge kræver desuden, at der er en køberskare, der kan skabe en tilpas stor efterspørgsel til, at salgsprisen er attraktiv for sælger, og det er svært, når færre har mulighed for at købe til de eksisterende priser, siger Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.

Det er ikke kun i København, at salget af ejerlejligheder lider. Det største fald har været i Aalborg, hvor salget næsten er halveret, men også Aarhus og Frederiksberg Kommune oplever fald. På landsplan blev der solgt 1.254 lejligheder i januar i år mod 1.524 sidste år.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik