Prisen på ejerlejligheder stiger lidt

Prisen på ejerlejligheder er steget for første gang i næsten tre år - priserne på enfamiliehuse falder fortsat svagt.

Efter næsten tre års uafbrudt fald er priserne på
ejerlejligheder steget i årets andet kvartal. Det viser tal fra
Danmarks Statistik.
Fra første til andet kvartal steg priserne på ejerlejligheder
med 1,2 procent. Prisen på sommerhuse gik frem med 3,2 procent,
mens enfamiliehuse faldt med 0,7 procent.
I løbet af det seneste år er boligpriserne dog faldet
betydeligt, oplyser Danmarks Statistik. Der er tale om et fald
over et år på godt 16 procent for enfamiliehuse og
ejerlejligheder samt ca. 15 procent for sommerhuse.
Fra første til andet kvartal blev der solgt godt 10 procent
flere ejendomme, korrigeret for sæsonudsving. Salget af
sommerhuse steg med godt 33 procent, salget af ejerlejligheder
med godt 30 procent, og salget af huse gik frem med knap 12
procent.
Set i forhold til andet kvartal sidste år faldt det samlede
antal salg for ejendomme i fri handel med 30 procent.
Det dækker over et fald i salget af enfamiliehuse med knap 26
procent og et fald i salget af ejerlejligheder med 21 procent.
Salget af sommerhuse er faldet med godt 15 procent, set i
forhold til samme kvartal for et år siden.

/ritzau/