Prisbelønnet murerfirma: Det skal ikke kun handle om ussel mammon

Øens Murerfirma fra Amager var i dag en af vinderne af Københavns Erhvervspris. Direktør og indehaver Jan Elving har fra starten haft fokus på socialt ansvar.

Siden Jan Elving i 1991 stiftede Øens Murerfirma, har han og resten af virksomheden haft fokus på social ansvarlighed. Nærmest før CSR-begrebet (corporate social repsonibility, virksomhedernes sociale ansvar, red.) vandt indpas i dansk erhvervsliv.

- Jeg tror, det er en god forretning at opføre sig ordentligt. Det har bare aldrig handlet kun om ussel mammon for mig, siger han til TV 2 Lorry.

Derfor gør det ham også pavestolt, at han i dag sammen med to andre virksomheder modtog Københavns Erhvervspris. Københavns Kommune står bag prisen, der samtidig giver vinderne en plads i kommunens erhvervsråd, som har været med til at udpege vinderne af prisen.

- Der er ikke nogen by i verden, jeg elsker højere. Alle har så travlt med at sammenligne os med andre byer. Jeg har arbejdet i andre byer, og jeg kan bare se, at vi er en meget mere attraktiv by. Der bliver talt meget om hvad kommunen gør for virksomhederne, men virksomhederne skal også have mulighed for at give noget tilbage, siger Jan Elving.

Medarbejderne er største aktiv

Dengang, virksomheden blev stiftet, måtte Jan Elving lægge øre til mangen skeptisk bemærkning om navnet.

- I kan da ikke kalde jer ”Øens”. Folk på Amager har jo ingen penge, sagde folk.

Men det er nu gået ganske fint. I løbet af årene er virksomheden vokset og vokset, så den i dag tæller mere end 200 medarbejdere og omsætter for 230 millioner kroner. Når det har kunnet lade sig gøre, skyldes det ikke mindst, at Jan Elving og den øvrige ledelse har haft et helt bestemt fokus.

- Vores største aktiv er vores medarbejdere. Alt fokus har været på at fastholde dem. Hver gang firmaet havde overskud, købte vi nogle faldefærdige industribygninger i nærområdet. Vi har brugt vintermånederne, hvor mange sendes hjem på grund af vejrlig og kunnet fastholde dem i svære måneder, fortæller Jan Elving.

Bygningerne rummer i dag en stribe virksomheder i modebranchen – eksempelvis Eton, Cerutti, La Coste og DK Company. Og det har været en god forretning.

Overborgmester: Skal hylde virksomhederne

Men da en gruppe forældre ville etablere Den Grønne Friskole på Strandlodsvej var det også Øens Murerfirma, der hjalp med lokalerne. Som nystiftet friskole var pengene små.

- Vi synes, det var en rigtig god idé. Derfor gik vi ind og lagde lokaler til og hjalp med istandsættelse. Nu betaler de husleje. Det gjorde de ikke i starten, siger Jan Elving.

Foruden Øens Murerfirma, der vandt erhvervsprisen i kategorien ”miljø og socialt ansvar”, blev der i dag uddelt priser i kategorierne ”innovation” og ”attraktiv by”. De gik til henholdsvis tech-virksomheden Twentythree og The Coffee Collective.

Overborgmester Frank Jensen, Soc.dem., siger, at erhvervsprisen skal bruges til at hylde de mange iværksættere og virksomheder, der skaber arbejdspladser i København.

- Alene indenfor de seneste år er der skabt 20.000 nye private job i København og det synes jeg, der er alt mulig grund til at anerkende, siger overborgmester Frank Jensen til TV 2 Lorry. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik