Amager Bakke: Prestigebyggeri overskred budget - nu giver kommuner skibakken ekstra lån

De fem ejerkommuner bag Amager Bakke har bevilliget ekstra lån til byggeriet, der blev dyrere end først ventet. Det fremgår af budgetforlig.

Skibakken på forbrændingsanlægget har fået en afgørende håndsrækning fra dets ejerkommuner.

Det store byggeri stod ved udgangen af august måned og manglede 8,9 millioner kroner for at kunne realiseres.

quote Det er noget, vi har arbejdet på i utrolig lang tid, så det er jeg meget glad for at høre.

Patrik Gustavsson, direktør for Fonden Amager Bakke

Nu har de fem ejerkommuner bag forbrændingsanlægget med tilhørende rekreativt område bevilliget pengene i form af et ekstra lån til fonden bag projektet.

Det fremgår af referater fra udvalgsmøder i kommunerne København, Frederiksberg, Hvidovre, Tårnby og Dragør.

Alle fem ejerkommuner har afsat penge til et tillægslån på i alt 8,9 millioner kroner til Fonden Amager Bakke.

Da TV 2 Lorry fanger direktøren for fonden på telefonen lørdag aften, er han endnu ikke bekendt med nyheden om, at Københavns Kommune som den sidste af de fem kommuner har godkendt et ekstra lån.

- Sikke en dejlig nyhed at få, siger Patrik Gustavsson, direktør for Fonden Amager Bakke.

- Det ekstra lån betyder, at vi får mulighed for at realisere projektet i sin helhed, som det først var tænkt. Det er noget, vi har arbejdet på i utrolig lang tid, så det er jeg meget glad for at høre, siger han.

Tagprojektet omfatter blandt andet en skibakke.
Tagprojektet omfatter blandt andet en skibakke.

8,9 millioner er højt sat

Tagprojektet, der foruden skibakke indeholder klatrevæg, park og café, var i første omgang budgetteret til at koste 82,4 millioner kroner.

Heraf var 40,2 millioner kroner kommet fra fondsmidler, mens 42,2 kom fra de fem ejerkommnuner.

quote Jeg regner stærkt med, at den samlede overskridelse bliver mindre end de 8,9 millioner kroner.

Patrik Gustavsson, direktør for Fonden Amager Bakke

Hen mod sommeren stod det dog klart, at budgettet ville skride, hvorfor Fonden Amager Bakke bad om et ekstra lån hos dets ejerkommuner.

- Det er jo ikke sådan, at det nødvendigvis ender med at blive 8,9 millioner kroner dyrere end de 82,4 millioner. Vi bad om i alt 8,9 millioner ekstra, så vi med sikkerhed ikke skal bede om flere penge igen. Jeg regner stærkt med, at den samlede overskridelse bliver mindre end de 8,9 millioner kroner, siger direktør Patrik Gustavsson.

Med de nye lån i ryggen har tagprojektet en samlet finansiering på 91,3 millioner kroner, hvoraf 51,1 millioner stammer fra ejerkommunerne.

Med 37,3 millioner kroner yder Københavns Kommune næsten tre fjerdedele af det samlede lån.

Forsinkelse gav højere udgifter

En af årsagerne til, at projektet nu altså ender med at blive dyrere end først antaget, skal findes i en tidsplan, der skred undervejs.

Oprindeligt var planen, at bakken skulle stå klar tilbage i 2017. Udfordringer i forhold til byggeriets kompleksitet og det at bygge ovenpå en fabrik og nær havet har været med til at forsinke det rekreative område.

- Da budgettet blev lavet i 2013, havde vi alle regnet med, at både bakke og anlæg skulle være færdigt i 2017. Når alt bliver forsinket, så påvirker det priser helt naturligt, blandt andet i forhold til inflation, forklarer direktøren.

Som planen ser ud nu, vil Amager Bakke gradvist åbne for offentligheden i december. Først åbner den nederste del af bakken, hvorefter de højere dele af parken tages i brug gradvist.

Sådan finansieres Amager Bakke med de nye lån

Finansiering, kr.Nuværende lånTillægslån kr.Ansvarligt lån i alt
København30.800.0006.495.00037.295.000
Frederiksberg5.500.0001.160.0006.660.000
Tårnby2.300.000485.0002.785.000
Hvidovre2.800.000590.0003.390.000
Dragør800.000170.000970.000
I alt ejerkommuner42.200.0008.900.00051.100.000
Diverse fonde40.200.000040.200.000
Samlet finansiering82.400.0008.900.00091.300.000

 

Byggeriet på Amager Bakke skrider forsat fremad. Projektet bliver dog dyrere end først antaget.
Byggeriet på Amager Bakke skrider forsat fremad. Projektet bliver dog dyrere end først antaget.
Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik