Præst laver byttebørs for kjoler: Slut med dyre konfirmationer

Kristkirken på Vesterbro samler konfirmationstøj ind. Håbet er, at næste års konfirmander låner tøjet frem for at købe en helt ny kjole.

19.500 kroner til festen - plus 10.000 kroner til tøj og gave.

Så mange penge bruger vi gennemsnitlig på en konfirmation, viser tal fra Nordea og Gallup. Det kan være en dyr omgang at markere sit barns overgang til voksenlivet. 

Det synes de ansatte i Kristkirken på Vesterbro også, og de er derfor begyndt at samle brugt konfirmationstøj ind i præstegården.

Så kan de, der ikke kan eller vil bruge en lille formue på festtøj, komme forbi og låne en kjole eller et jakkesæt ganske gratis.

- Så kan man komme fra hele København, ligesom når man går ind i en butik i virkeligheden, og se, om vi har en konfirmationskjole i den rigtige størrelse. Ganske gratis, siger Mette Gramstrup, der er præst i Kristkirken på Vesterbro, til TV 2 Lorry.

Mette har allerede fået indleveret en håndfuld kjoler og et enkelt jakkesæt.
Mette har allerede fået indleveret en håndfuld kjoler og et enkelt jakkesæt.

- På den måde går der måske 10 år, og så er der 10 forskellige piger, 10 forskellige steder, der har siddet i den samme kjole og holdt fest, og følt sig fuldstændig enestående og uerstattelige, siger Mette Gramstrup og forsætter:

- Det er også en mulighed for at tale om klimaet med konfirmanderne. Jeg synes, det er klamt, at man kan købe tøj til ingen penge på wish.com. Hvem har produceret tøjet, og hvilke forhold er det fremstillet under? Nogen betaler jo prisen for, at vi kan købe tøj billigt, siger Mette Gramstrup.

Alle har ret til flot tøj

Tanken er, at unge fra hele København – og ikke blot Vesterbro – skal kunne låne eller leje konfirmationstøjet i kirken.

- Jeg oplever ofte, at det er dem med færrest penge, som bruger flest penge på tøj, fordi andre ikke må se, at man ikke har råd, siger Mette Gramstrup.

Hun håber, at muligheden for at låne tøj også kan skabe gode fester for dem, der ikke kører på 1. klasse i bydelen.

Her et billede af en af de kjoler, Mette har fået doneret af en venlig giver.
Her et billede af en af de kjoler, Mette har fået doneret af en venlig giver.

Aflever dit konfirmationstøj i kirken

Kjolebiblioteket er under opbygning i kirken, og der er allerede indsamlet et par håndfulde hvide kjoler.

Mette Gramstrup håber, at man allerede til næste år er klar til at låne kjoler ud, men det betyder, at flere kjoler skal indleveres.

Også gerne utraditionelt konfirmationstøj:

- Jeg håber alle jer, der bliver konfirmeret her i maj, vil komme her til Kristkirken og aflevere jeres tøj, og så på den måde kan I, der er konfirmaneder i år, være med til at skabe en trend og en tradition, der er klimavenlig, og som er venlig over for alt og alle, siger Mette Gramstrup.

Hvis du ønsker at indlevere en konfirmationskjole, kan du læse mere på kirkens hjemmeside eller tage kontakt til Mette Gramstrup.

Derudover er det også muligt at aflevere sin konfirmationskjole i Ishøj, Vejlå og Frederikssund Kirke, der også samler konfirmationstøj ind med henblik på gratis udlån til næste års konfirmander.

 
 

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik