Potentielt giftige alger får kommune til at fraråde badning

En opblomstring af blågrønne alger får nu Rudersdal Kommune til at fraråde badning ved tre steder.

Badevandet i Rudersdal har haft det bedre. I hvert fald ved tre steder, hvor kommunen lige nu helt fraråder badning, fordi badevandet er plaget af blågrønne alger. 

Der er tale om badevandet ved Birkerød Roklub, Kinabugten i Furesøen og badeanlægget ved Holte Roklub, oplyser Rudersdal Kommune på sin hjemmeside.

- Vi fraråder badning disse steder, fordi der er opblomstring af blågrønne alger, som kan være giftige, siger Inge Thorsgaard, der er biolog i Rudersdal Kommune, til SN.dk og fortsætter:  

- Som oftest vil der ikke ske noget ved at komme i kontakt med algerne, men man kan faktisk ikke vide, hvornår de går hen og bliver giftige.

 
 

Det kan ende med hudirritation eller dårlig mave, hvis man kommer i kontakt med giftige alger, og specielt hunde og børn skal holde væk fra vand med blågrønne alger i.

- Hunde drikker jo gerne store portioner, når de går i gang, og de kan faktisk dø af forgiftningen. Det er der desværre eksempler på. Børn er selvfølgelig også specielt udsatte, så dem skal man også være opmærksom på, siger Inge Thorsgaard til SN.dk.

Man kan typisk selv se, om vandet er så påvirket af blågrønne alger, at det kan være forbundet med helbredsrisiko at bade i det.

Ifølge Naturstyrelsen er algerne kun et problem, hvis der er så mange af dem, at man kan se dem. I så fald vil det ligne, at vandoverfladen er betrukket med film af maling eller et lag af meget fint andemad. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik