Postbude uddeler atter post - men ikke overalt

Posten kommer atter ud på Frederiksberg og Amager, mens blandt andre borgere i Ballerup og på Østerbro ikke får post i dag.

Postbudene på Amager og Frederiksberg har onsdag morgen genoptaget arbejdet efter en strejke, der begyndte tirsdag.

De postbude, der er tilknyttet distributionscenteret i København City fortsætter arbejdsnedlæggelsen, mens postbudene fra Ballerup Distributionscenter har nedlagt arbejdet onsdag. Det skriver Post Danmark i en pressemeddelelse onsdag formiddag.

Det betyder, at der ikke omdeles breve, blade og aviser i postnumrene 1000 til 1799, 2100 Østerbro, 2150 Nordhavn samt i Ballerup, Skovlunde, Måløv, Smørum og Værløse i dag.

Omdelingen af pakker med pakkebud er ikke berørt af arbejdsnedlæggelserne, men det er de småpakker, som postbudene normalt har med på deres rute. Erhvervskunderne i de strejkeramte områder får heller ikke post, ligesom det ikke vil være muligt at hente post i postboksen i dag.

- Når postbudene nedlægger deres arbejde i strid med overenskomsten, betyder det, at vores kunder ikke får deres post til tiden. Det er stærkt utilfredsstillende, og vi opfordrer medarbejderne til at stoppe arbejdsnedlæggelsen der er strid med alle aftaler, og til at vende tilbage til deres arbejde, siger Hans Erik Lindkvist, chef for HR i Post Danmark.

På Amager og Frederiksberg er postbudene nu i gang med at dele to dages post ud, og det kan give forsinkelser i omdelingen de kommende dage i områderne.

- Vi er rigtig kede af at forsinkelsen og de gener, den medfører for vores kunder. Vi gør alt, hvad vi kan, for at klare den pukkel, der har hobet sig op hurtigst muligt, men der vil nok gå et par dage, før omdelingen er normal, siger Hans Erik Lindkvist.

Strejken blandt postbudene skyldes, at postbudene er utilfredse med omstændighederne omkring en fyringsrunde. Ledelsen i Post Danmark har fyret 35 medarbejdere samtidig med, at en afspadseringspukkel ikke kan blive afviklet, fordi der ikke er personale til at dække ind.

- Medarbejderne er utroligt frustrerede. Mange af dem har været ansat i over 20 år, de har brugt hele deres arbejdsliv i virksomheden, og nu virker det som om, at de bare skal ud, sagde tillidsrepræsentant Thomas Møller tirsdag til TV 2 Lorry.

Kunderne kan følge postsituationen ved at gå ind på www.postdanmark.dk og søge på 'Dagens post' og taste postnummer.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik