Post Danmark får millionbøde for langsomme breve

Post Danmark skal betale 2,5 millioner kroner for ikke at have leveret breve til tiden i første halvår af 2016.

Post Danmark skal betale en bod på 2,5 millioner kroner for ikke at have levet op til kvalitetskravene til omdeling af breve.

Det skriver Trafik- og Byggestyrelsen i en pressemeddelelse.

Baggrunden for boden er, at Post Danmark ikke har sørget for, at tilstrækkelig mange breve nåede frem til tiden.

I årets første seks måneder af 2016 nåede 86,8 procent af A-brevene frem til tiden. 

Det aftalte mål er, at 93 procent af A-brevene skal være fremme til tiden. Det vil for A-breves vedkommende sige dagen efter indleveringen til Post Danmark.

 - Trafik- og Byggestyrelsen har konstateret, at Post Danmark de første seks måneder af 2016 har haft en kvalitet under det fastsatte niveau, lyder det i en pressemeddelelse fra styrelsen.

 Ifølge Post Danmarks hjemmeside har virksomheden overholdt kvalitetskravet fra 1995 til 2014.

I 2015 blev 92,8 procent af brevene leveret til tiden, og i første halvår af i år er niveauet så faldet til 86,8 procent.

Som følge af det seneste postforlig blev A-brevet afskaffet den 1. juli 2016, mens det såkaldte B-brev med en langsommere levering blev til standardbrevet.

Standardbrevet omdeles to gange om ugen. Kvalitetskravet er 93 procent, og det overholder man, oplyser Post Danmarks presseafdeling.

Post Danmark er en del af den dansk-svenske koncern PostNord.

Her er kravene til brevomdelingen

Post Danmark får bøde for ikke at levere post til danskerne til tiden.
Post Danmark får en bøde på 2,5 millioner kroner for ikke at have leveret breve til tiden i årets første halvår.
De såkaldte A-breve skal være fremme dagen efter indlevering til Post Danmark, når det gælder 93 procent af brevene.
Men i de første seks måneder af 2016 nåede Post Danmark kun i mål med 86,8 procent af brevene.
Pr. 1. juli 2016 har Post Danmark afskaffet A-breve.
I stedet er det tidligere B-brev nu blevet standardbrevet.
B-brevet må være op til fem hverdage undervejs. Det koster otte kroner at sende et B-brev.
Man kan også vælge et såkaldt Quick-brev til 27 kroner. Det skal være fremme dagen efter.
Kvalitetskravet for levering af standardbrevet er fortsat 93 procent. Det vil sige, at 93 procent af disse breve skal være fremme senest efter fem hverdage.
Ifølge Post Danmark overholder man nu kravet.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik