Post Danmark efterlod breve i carport

En postsæk fyldt med adresseret post blev i torsdags efterladt uden opsyn i en carport i Allerød. Ulovligt og imod de interne regler, indrømmer Post Danmark.

I halvanden time stod en postsæk kun lige snøret til med en
snor uden opsyn i en carport, inden postbudet vendte tilbage for
at dele posten ud. I sækken var der adresserede breve til
borgere på ruten. Carporten, som postsækken stod i, tilhører
sognepræst Carsten Mulnæs i Allerød, og han er forarget over den
lemfældige omgang med de private breve. - Det kan og bør ikke
være lovlig omgang med breve, der kan indeholde alle mulige
fortrolige dokumenter, at de efterlades uden opsyn på tilfældige
adresser, siger han.Områdedirektør i postområde Fredensborg
giver ham ret og beklager fejlen. - Det er i strid med vores
interne regler. Det er en klar fejl, og det må ikke ske, siger
Claus Bengtsson, der nu vil sætte en undersøgelse i gang for at
finde ud af, hvad der er gået galt.