Porsche fræsede på skibakke: Se alle ødelæggelserne her

Det kommer til at koste Roskilde Skiklub dyrt, at ukendte gerningsmænd testede deres Porsche på Hedeland Skicenter.

En ganske særpræget scene har udspillet sig i naturområdet Hedeland. 

quote Vi kan jo ikke gå til politiet med von hørensagen

Mads Bondo, Roskilde Skiklub

Søndag den 8. april tidlig morgen kørte en sort Porsche Panamera nemlig rundt i området - blandt andet på Hedeland Skicenter, hvor den kørte fast i en stor bunke sne. 

En rød traktor blev tilkaldt for at trække den fri, men de to køretøjer har efterladt dybe hjulspor i bakken, der var både våd og blød. 

Og dét er noget, som kommer til at koste Roskilde Skiklub dyrt, fortæller næstformand Mads Bondo til TV 2 Lorry. 

Massive ødelæggelser 

Roskilde Skiklub har nu haft en gartner på stedet for at se på de omfattende skader og komme med et tilbud:

- Den her bakke har mere tilfælles med en golfbane end en mark. Den skal være jævn, så vi kan stå ordentligt på ski, men de har kørt langt ned i den, forklarer Mads Bondo til TV 2 Lorry. 

- Det er cirka 6.000 kvadratmeter, som er ødelagt. Det er simpelthen så ærgerligt, tilføjer han.

Skaderne skønnes at ville koste klubben omkring 50.000 kroner. Der skal nemlig både fræses, planeres og sås græs.

I alt 6.000 kvadratmeter er ødelagt af dybe hjulspor, estimerer Mads Bondo. 

Dyr regning for skiklub

Udbedringen er dyr for Roskilde Skiklub, fortæller Mads Bondo. 

- 50.000 er sgu mange penge for os. Det er ikke umuligt for os at betale, men det er rigtig æv, at vi ikke kan bruge dem på noget andet, siger han. 

I de seneste år har man brugt mange pegne på at opgradere anlægget, som både har fået ny lift og nye snekanoner. Man har desuden købt nye støvler og ski til udlejning. 

Mange af hjulsporene er 30 centimeter dybe. 
Mange af hjulsporene er 30 centimeter dybe. 
Foto: Hedeland Skicenter

Appel til mulige vidner

Næstformanden håber på, at alle der ved noget, kommer på banen og kontakter politiet. 

- Det er simpelt hen umuligt, at der ikke er nogle folk, som har en sikker viden om, hvem de her mennesker er. Hedeland er et stort naturområde, så løbere og folk, som går tur, ville lægge mærke til en Porsche, siger han.

- Vi hører selv rygter, men vi kan jo ikke gå til politiet med von hørensagen. Det ville være dejligt, hvis folk kom på banen. 

Sådan så skibakken ud i februar i år, da der stadig lå masser af sne. 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik