02:40

Foto: TV 2 Lorry

1 af 2

Porno truer kommunernes it-sikkerhed

Når borgere bruger offentligt ejede pc?er til at kigge på porno-sites henter de ofte en virus med ind på deres pc. Og det er dyrt for kommunerne. Nu vil Helsingør kommune stramme op.

Mange velbesøgte hjemmesider er inficerede med skadelig virus, og i nogle tilfælde kan computerne blive angrebet af såkaldt ransomware. Det er en digital gidseltagning, hvor en hacker inficerer pc'en og krypterer brugerens filer og dokumenter, så de er umulige at åbne. Herefter kræver hackeren penge for at frigive filerne og dokumenterne. Det skriver sn.dk.

I juni blev tre computere i Helsingør Kommune ramt af et sådan angreb, og det kostede 100.000 kroner til konsulenter. Oven i kom udgifterne til kommunens egne it-medarbejdere og tabt arbejdstid for brugerne af de inficerede computere.

Nu vil direktionen have en opstramning af it-sikkerheden. Det skal minimere risikoen for nye digitale angreb og de udgifter, der følger med dem.

På det seneste møde i Børne- og Uddannelsesudvalget i Helsingør kommune blev det besluttet at kommunens it-sikkerhedspolitik også skal omfatte skoleområdet og biblioteksområdet.

Baggrunden er at man for nylig hos Center for Borgerservice, It og Digitalisering har foretaget en 24 timers måling på skolenetværket.

Alt sammen for at vurdere den potentielle risiko på skoleområdet.

Her registrerede man blandt andet 2.068 forsøg på at få forbindelse til pornosider.

Samtidig foretog man en måling på netværket i kommunens administration, og på en uge registrerede man, at 413.700 af de modtagne mails bestod af spam, malware og virus. Det svarer til 81 procent af det samlede antal mails, der endte i de ansattes indbakker.