02:03

Sådan kan det se ud, når man er til nøgensvømning.

Populært for børnefamilier: Her kan du være nøgen i svømmehallen

I tre svømmehaller på Sjælland kan man jævnligt gå til svømning uden en trevl på kroppen.

Hver søndag er det populært at komme til svømning i Frederiksberg Svømmehal.

Det er en rarere fornemmelse af svømme nøgen. Man glider mere uhindret igennem vandet.

Mette Nielsen Duekilde, formand for Danske Naturister

Her arrangerer Danske Naturister nemlig svømning - men uden badetøj på.

Hver uge møder 100 mennesker op, og de seneste år har interessen været stigende. Mange af de nøgne vandhunde er børnefamilier.

- Det er absolut det mest praktiske, at man ikke skal tænke over badetøjet, at hele familien kan klæde om sammen, siger formand for Danske Naturister, Mette Nielsen Duekilde.

Læs også Bar røv i glas og ramme: Ny udstilling hylder bagdelen

Hvad er en naturist?

  • Er man naturist, så kan man lide at være nøgen, når andre ville have badetøj på. Det kan man eksempelvis dyrke på landets strande eller på specifikke campingpladser.
  • Det gør man for at fremme en sundere levevis og få et mere naturligt forhold til det modsatte køn.
  • Danske Naturister har 1.200 medlemmer i hele Danmark.
Kilde: Den Danske Ordbog og Danske Naturister

- Og så er det en rarere fornemmelse af svømme nøgen. Man glider mere uhindret igennem vandet, siger hun.

Danske Naturister arrangerer også nøgensvømning i svømmehallerne i Blovstrød og Herfølge.

Helt naturligt

For udeforstående er det nok et sælsomt syn at kigge ind på en svømmehal fyldt med nøgne mennesker, men for de involverede er det helt naturligt.

- Der går fem minutter, og så tænker man ikke over det. Man går ind i et omklædningsrummet, tager tøjet af, skyller sig, og så springer man bare det skridt over, hvor man skruer sig ned i en tør badedragt, siger Mette Nielsen Duekilde.

Og overraskende nok så er det også mere hygiejnisk at bade nøgen: 

- Grunden til at man bruger klor i svømmehaller er, at der sidder sæberester i badetøjet. Når du er nøgen, så er du jo ren, siger hun.

Læs også Emilia løb uden en trevl: "Det her nøgenløb er så vigtigt"

Intet upassende

Selvom de fleste af os kun er nøgne foran vores kærester, så er der altså ikke noget seksuelt i at være nøgne sammen i en svømmehal.

- Hvis nogen misforstår det, så påtales det. Hvis der kommer nogen mest for at se og ikke deltage, så får de at vide, at den opførsel ikke er hensigtsmæssigt. Du vil heller ikke overbeglo nogen i en almindelig svømmehal, siger Mette Nielsen Duekilde. 

Til gengæld kan man tilkøbe sig massage, og der er gratis kaffe og hyggelig stemning, fordi mange af dem, der kommer er gengangere. Fristes du er tilbuddet, kan du bare dukke op, men lad badetøjet blive hjemme.

Der er nøgensvømning i Frederiksberg Svømmehal hver søndag klokken 16.00.

Her kan du se, hvornår der næste gang er nøgensvømning arrangeret af Danske Naturister.

Læs også Forargede brugere: Kommunal nøgenbadning koster 1400 kroner