Populær mini-by i Køge har vokseværk

De frivillige bag Køge Mini-By er nu omtrent halvvejs gennem det ambitiøse projekt om at genskabe fortidens Køge By i ministørrelse.

Forestil dig, hvis du kan, Køge By anno 1865 - i størrelsesforholdet 1:10.

Det er ambitionen med Køge Mini-By, der torsdag fik tilføjet bygning nummer 508. Dermed er folkene bag den populære mini-by omtrent halvvejs med det ambitiøse projekt - færdigbygget skal byen nemlig bestå af cirka 1000 bygninger. 

- Mini-byen er et fantastisk projekt, som har været i gang i lang tid, og som bliver større og større. Det er både fantastisk, fordi det, de laver derude, er enestående, og fordi de går og laver det her frivilligt, siger Lars Nielsen, der er turistchef i VisitKøge, til TV 2 Lorry.

Der er over 700 frivilige i mini-byens venneforening, der blev stiftet i 1990 - samme år mini-byen blev grundlagt. Det er kontingenter fra venneforening og turistpenge, der betaler for bygningerne i mini-byen.

Køge Mini-by har, naturligvis, sin egen borgmester. Den nuværende borgmester hedder Claus Philipsen, og han fik overrakt den 500 gram tunge borgmesterkæde med symbolske minitegl og minimursten i foråret 2015. 

Borgmesteren har udelukkende repræsentative opgaver, fremgår det af hjemmesiden koegeminiby.dk. Her kan man også læse, at minibyens første borgmester var Kaj Wohlert, som fik idéen til minibyen tilbage i 1960'erne.

Se mere om Køge Mini-by i afspilleren ovenfor. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik