Populær madspilds-app udvider med fysisk butik på Frederiksberg

Adressen på Frederiksberg bliver ikke bare et afhentningssted, men også et mødested og læringsunivers for madspilds-interesserede.

Siden lanceringen af Too Good To Go i 2016 har madspilds-appen været en populær løsning for forretninger, der ønsker at sælge overskudsvarer til forbrugere i stedet for at smide det ud ved lukketid.

Og nu tager virksomheden endnu et skridt og udbreder det populære madspildskoncept med en adresse på Frederiksberg, hvor brugerne kan afhente overskudsvarer fra grossister.

Det sker i morgen, hvor det nye afhentningssted indvies med besøg af Prinsesse Marie samt stifteren af organisationen Stop Spild af Mad, Selina Juul.

Men udover at man kan tage overskudsvarer med hjem, bliver adressen på Nyelandsvej 21C på Frederiksberg samtidig et mødested og læringsunivers for madspilds-interesserede.

- Hvert år havner en tredjedel af al mad i skraldespanden. Op mod 40 procent af Europas madspild sker inden maden, når ud i forretningerne, og derfor tilbyder vi nu producenter og grossister et sted, hvor forbrugerne kan afhente deres overskudsvarer. Det kan blive nøglen for os i forhold til at spille en endnu større rolle i kampen mod madspild, siger Mette Lykke, adm. direktør i Too Good To Go.

Etiketter, der sidder skævt

Virksomheder som Urtekram, Knorr og Santa Maria er allerede på listen over virksomheder, der vil levere overskudsvarer til den nye butik. Det er varer, som af den ene eller anden årsag ikke kan sælges i supermarkederne. Det kan for eksempel være fordi en etiket sidder skævt.

- På det nye afhentningssted kan man få gode tips til at ændre sine vaner derhjemme, og vi vil også invitere studerende til at komme her og få hjælp til opgaver om madspild. Ambitionen er at skabe en hel bevægelse mod madspild, siger Mette Lykke.

Som bruger skal man som hidtil benytte den gratis Too Good To Go app for at redde den nye kategori af overskudsvarer, og varerne afhentes så hos Too Good To Go på Nyelandsvej 21C på Frederiksberg.

Der forventes at være åbent alle ugens dage, og arrangementer offentliggøres løbende på Too Good To Gos Facebook-side.

Om Too Good To Go

Too Good To Go er verdens største online markedsplads for overskudsmad, og visionen er en verden hvor al produceret mad bliver spist og ikke spildt. Til dato er der reddet knap 6 mio. måltider, og appen har 4,6 mio. brugere fordelt på otte lande.

Appen er stiftet af fem unge iværksættere og så dagens lys i 2016. Den 1. juni 2017 tiltrådte Mette Lykke, medstifter af Endomondo, i stillingen som adm. direktør i Too Good To Go.

Blandt investorerne er bl.a. Birgit Aaby og Preben Damgaard, og der er i alt 160 medarbejdere, heraf omkring 50 i Danmark.

Over 10.000 forretninger er allerede med i samarbejdet, og tilsammen reddes dagligt 20.000 måltider via Too Good To Go.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik