Politistation i Hillerød evakueret

Nordsjællands Politi valgte fredag formiddag at evakuere
politigården i Hillerød efter indleveringen af en gammel, rusten
håndgranat. Det oplyser Frederiksborg Amts Avis.
- Vi har netop fået indleveret en plastikpose, og den
indeholdt blandt andet en rusten håndgranat, som vi ikke tør
røre ved. Derfor har vi evakueret ekspeditionen og afventer
Rullemarie, siger vicepolitikommissær Keld Olesen fra
Nordsjællands Politi i Hillerød, til Frederiksborg Amts Avis.
Ifølge Keld Olesen er forsvarets sprængningseksperter på vej.
De forventes at ankomme til Hillerød omkring klokken 10.45,
oplyser Frederiksborg Amts Avis.