Politiske løfter om at gribe ind over for larmende natteliv

Netværk af københavnere har fået nok af den larm og det svineri nattelivets gæster efterlader .

I København er lang række beboere og beboerforeninger gået sammen om et fælles krav, der kan udtrykkes med fire ord: "Stop for bevillinger nu".

De kommer fra indre og ydre dele af både Nørrebro og Østerbro, Islands Brygge og store dele af Indre By.

Fælles for dem er, at de har fået nok af den eksplosive stigning i antallet af bevillinger, som de oplever ødelægger nattesøvnen og efterlader store områder med glasskår, bræk og urin. 

De kalder sig Københavns Beboernetværk. Og på grund af den store tilslutning føler de, at der nu er mulighed for at få ændret på tingene:  

- Nu er vi jo rigtig, rigtig mange. Og det er jo et kæmpe pres, vi nu kan lægge på byen, fordi der er også valg om et år, siger formand for Nørre Kvarters Beboerforening, Søren Rud til TV 2 Lorry.

Formanden for Københavns Bevillingsnævn, Kultur- og Fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen, erkender i dag, at nattelivet flere steder i byen er ude af kontrol. Han tørrer noget af skylden af på tidligere politiske modstandere, som han mener strøede om sig med alt for mange bevillinger:

- Og det er lidt svært at rulle tilbage. Men det jeg kan gøre er at sikre, at der i hvert fald ikke kommer flere, siger han.

quote Det er jo et kæmpe pres, vi nu kan lægge på byen, fordi der er også valg om et år.

Søren Rud, Formand, Nørre Kvarters Beboerforening

Også Teknik- og Miljøborgmester Morten Kabell var mandag meget bevidst om behovet for at dæmme op for støj og møg:

- Vi kan sætte os sammen på tværs af forvaltningerne; Teknik- og Miljø, Kultur- og Fritid, og arbejde sammen med Københavns Politi om at få bedre styr på det. For vi har hørt signalet ude fra københavnerne, så det arbejde er vi i gang med nu, siger Morten Kabell.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik