Politisk velvilje over for unges ønsker

Et flertal af politikerne i Skoleudvalget i Allerød er parat til at se på, om ungdomsklubben Klatretræet kan få udvidet åbningstiden, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Det sker efter, at Forældre Kontakt Udvalget har bedt kommunen om en ekstra ugentlig åbningsaften, hvor også 8. og 9. klasser er velkomne, og en gruppe unge har selv stået for en underskriftindsamling, der er afleveret sammen med forældrebestyrelsens ansøgning.
Formanden for Skoleudvalget, Nikolaj Bührmann (SF), vil dog først gennemgå kommunens økonomi.
- Det kunne være fantastisk at finde pengene til at udvide åbningstiden i klubben. Netop derfor var mit forslag at tage emnet op i forbindelse med budgetforhandlingerne. Det er her, vi kan finde flertal for at lægge til eller trække fra, så alting går op i en højere enhed. Tiderne er ikke sådan, at vi har en stor kasse, som vi kan trække penge op af, når vi ser et godt initiativ. Der skal ses overordnet på økonomien, mener SF'eren.
Klubben lukkede i første omgang helt, men genåbnede dernæst en gang om ugen for 7. klasserne.