Foto: Mogens Ladegaard - Scanpix

Politisk flertal: Stuealtaner skal tilgodeses

Det skal som udgangspunkt være muligt at få altan, selvom man bor i en stuen, mener et flertal i Københavns Teknik- og Miljøforvaltningen.

Kun få stuelejligheder i København har mulighed for at få en altan, fordi knapt halvdelen af boligforeningernes areal skal være frit tilgengæligt for beboerne.

Fordi man bor i stueetagen skal man ikke behandles dårligere, end dem som bor på tredje

Mette Annelie Rasmussen, Radikale Venstre 

Det foreskriver kommunens regelsæt, som blev revideret i februar 2016, medmindre altanen er placeret 2,8 meter over fortovet eller 2,2 meter over terrænet i gårdhaven. 

Udearealet under en stuealtan kan desuden ikke medregnes i boligforeningens friareal, ligesom selve altanen ikke kan, og det har vakt frustration blandt flere borgere i hovedstaden. 

Blandt andet beboeren Connie Maria Westergaard på Østerbro, som ikke måtte få altaner, selvom boligforeningen havde godkendt planerne:

- Jeg mener, man bør se på lovgivningen igen. Man kunne lave reglerne om, så altaner tæller med i friarelaet. Det gør man blandt andet i Aarhus og på Frederiksberg, sagde hun. 

Læs også Københavner til kamp for altaner i stuelejligheder

Og meget tyder på, at hendes bønner er blevet hørt. 

I hvertfald behandler Københavns Teknik- og Miljøudvalg i dag et medlemsforslag, der er stillet af Radikale Venstre, Konservative, Venstre og Liberal Alliance, der så vidt muligt muliggør altaner i stuetagen i samme omfang som øvrige lejligheder.

- Det her forslag sigter mod ligebehandling af alle. Fordi man bor i stueetagen skal man ikke behandles dårligere, end dem som bor på tredje eller fjerde sal, siger Mette Annelie Rasmussen fra Radikale Venstre til TV 2 Lorry: 

- Når vi skal evaluere reglerne, må vi se på, hvad man indregner i friarealet. I Aarhus har man en mere liberal tilgang, og det må vi også have. Det må være op til beboerne selv, hvor de vil opholde sig. Hvis borgerne vil bruge deres liv på altanerne, så synes vi, at de skal have lov til det. 

Læs også Københavns politikere er enige: Nye altan-regler på vej

TV 2 Lorry erfarer, at Socialdemokratiet stemmer for forslaget, hvilket betyder, at der er flertal i udvalget. 

- Vi har tænkt os at stemme for i dag. Det eneste, der står, er at forvaltningen  skal komme med et nyt forslag jo, og det vil vi gerne være med til at kigge på, siger Niels E. Bjerrum (Soc. Dem.). 

- Det her er en af de sager med vanskelige hensyn. Man vil gerne give borgerne adgang til altaner, men samtidig vil man beskytte gårdrummet. I det øjeblik, du giver lov til altaner i stuen, vil du tage noget fælles plads. Det er jo hamrende svært ikke at træde nogen over tæerne, men jeg ønsker flere altaner, hundrede procent. Og de må gerne være større, men der skal findes en god balance, siger han. 

Fornemmelsen blandt politikerne på Rådhuset er, at man i forvaltningen har arbejdet imod altaner til stueetagerne. Man har blandt andet godkendt bebyggelse med trapper og andre ting, men ikke altaner ved stuelejligheder. 

Læs også Nye regler for altaner i København

- Der er set eksempler på, at man har godkendt nedgangstrapper fremfor altaner, selvom de også tager en stor del af udendørsarealet, og det virker horibbelt og åndsvagt. Hvis borgerne vil have en altan, og foreningen er enig, så skal forvaltningen ikke sige, at de må nøjes med en trappe. Det, håber jeg, vi kommer til livs ved at sende det her signal, siger Niels E. Bjerrum. 

Enhedslistens Anne Mette Omø Carlsen er dog bekymret for forslaget, og partiet stemmer imod.

- Det er svært, fordi der ingen standardgårde er, men jeg synes ikke godt om altaner i stuelejligheder. For os er det vigtigt, at man fremtidssikrer de gode gårde. Der bor nogle beboere nu, men der skal også bo nogen i fremtiden. Hvis vi inddrager gårdene, så fremtidssikrer vi ikke det gode miljø udendørs. Der findes gode løsninger på området. Man kan få trapper og afsatser. Nye udgange til gården eller et repos.